23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

AUTIG’s årsmøde bremset af pandemi

Minimalistisk AUTIG-generalforsamling på Comwell Borupgaard i Snekkersten uden fest og farver. Valg faldt på plads, og Bernhard Nørby blev æresmedlem.

LAVERANDØRER Covid-19 epidemien satte som så meget andet en stopper for AUTIG’s traditionelle årsmøde, der skulle have været afholdt fredag den 24. april i Snekkersten i Nordsjælland, men det lykkedes dog for leverandørernes brancheforening at få afholdt både et bestyrelsesmøde og en generalforsamling på dagen.

Skærmer mod bilfabrikker

I beretningen til generalforsamlingen var der lagt vægt på fremkomsten af nye dagsordener, som kommer til at præge branchen.

Formanden Jan F. Christensen tog i sin tale udgangspunkt i det gamle kinesiske ordsprog "Når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn, mens andre bygger vindmøller" til at illustrere de opgaver, AUTIG beskæftiger sig med, fordi der både er brug for at skærme af mod bilfabrikkernes lobbyarbejde rettet mod den del af markedet, som ikke allerede er under deres kontrol, og fordi bilernes nye teknik vælter ind over branchen og åbner mange muligheder for nye forretningsmodeller, som kan sikre det fremtidige levebrød.

Beretning godkendt

Beretningen undlod ikke at komme ind på de vanskelige vilkår, som pandemien vil efterlade Danmark med, men fandt også lyspunkter i situationen, hvor lovgivning, der er på vej, vil forbedre branchens adgang til teknisk information og bilernes egne data væsentligt i de kommende år.

Generalforsamlingen godkendte beretningen såvel som foreningens årsregnskab, budget og en mindre kontingentforhøjelse på to procent.

Tre nye i bestyrelsen

Jan F. Christensen fra grossisten Auto-G blev genvalgt som formand for yderligere to år, ligesom der var genvalg af Hans Godske, Bosch, Thomas Jensen, CAC, Jens Nielsen, JN AutoParts og Brian Thaysen, Avant. Der var desuden valg af tre nye medlemmer til bestyrelsen i form af Sven Kristensen fra FTZ, Bjarne Thomsen, Sydjydsk Reservedele og Lars B. Thomsen fra Hella Gutmann.

Også på suppleantsiden kom der et par nye ansigter, nemlig Søren Johansen fra Hella og Per Rasmussen fra Bosch.

Nørby blev æresmedlem

Blandt de afgående bestyrelsesmedlemmer modtog tidligere AUTIG-formand og ex-direktør i Walker, Bernhard Nørby, et æresmedlemskab, som tak for et langt virke i foreningen.

Bernhard Nørby sad i 21 år i bestyrelsen og var fra 2012 til 2016 formand. Både før og efter formandsperioden bestred han næstformandsposten i en årrække.

Af bestyrelsens indstilling fremgik det blandt andet, at han havde været en meget aktiv støtte for AUTIG.

- Og det blev nævnt, at foreningen havde haft stor glæde af hans altid sympatiske og uselviske indsats, fortæller direktør Frank R. Hansen.

Retur til Borupgaard

Næste års generalforsamling i AUTIG er planlagt til den 23. april 2021, og Comwell Borupgaard i Snekkersten får en ny chance for at facilitere årsmødet i foreningen, når den til næste år runder 85 år i branchens tjeneste.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.062|