COMPUTER-RACING - Motorsporten over hele verden er hårdt ramt af coronakrisen, men et lille felt af motorsporten, har faktisk fået et gevaldigt skub i den rigtige retning. E-sporten klarer sig glimrende for tiden og det er både glade amatører og benhårde professionelle, som er ved at få øjnene op for den relativt nye gren af motorsport.
Inden for dansk motorsport er det de helt store navne som Jan Magnussen, Christian Lundgaard og Frederik Vesti, som er begyndt at slå deres folder foran computerskærmen. I og med at der ingen aktivitet er på banerne lige nu, har mange racerkørere set sig nødsaget til at finde på andre måder hvor de kan få tilfredsstillet lyst til race.
E-sportracing har i Danmark set en stor fremgang, især i det seneste år, efter den danske løbsserie DERC - Danish Esport Racing Championship blev etableret i 2018. Nu er de hos DASU klar med et nyt initiativ, som består af et samarbejde med amerikanske iRacing, hvor der tilbydes tre måneders abonnement på iRacing.
Hvis man ser på de rigtige, professionelle racerkørere, er der altså også noget at komme efter. Jan Magnussen har netop vundet den store e-sportsserie Legends Trophy, hvor han slog blandt andet mange tidligere Formel 1-stjerner. Præmiesummen var på den nette sum af 10.000 dollars, som Jan Magnussen valgte at donere til Righospitalet og BørneUngeProgrammet.
Så hvis savnet af motorsporten skulle gå hen og blive for voldsomt, er der altså muligheder for at komme til at give den gas i den virtuelle verden, længe før racerbanerne får udsigt til en genåbning.
Sådan holder Magnussen og Lundgaard sig varme
Når man ikke kan køre i en rigtig racerbil, kan man da give den gas i en computer-racer.