23948sdkhjf

Benzin-ethanol skal bruges til håndsprit

Et skibsladning ethanol skulle oprindelig være brugt til benzin, men nu skal der laves håndsprit af den.

SPRIT Skibet var bogstaveligt talt ladet med sprit, da der fredag ankom en båd fuld af ethanol til havnen i Aarhus.

Egentlig skulle ethanolen om bord være brugt til benzin på tankstationer, men i stedet skal der nu laves håndsprit af den.

Det oplyser Drivkraft Danmark, som er brancheorganisation for benzin- og energiselskaber i Danmark.

Der er efterspørgsel efter håndsprit, og nu bidrager brændstofbranchen altså til, at massive mængder ethanol kan bruges til at opfylde efterspørgslen efter hånddesinficerende midler.

Ifølge Drivkraft Danmark er der hele 300.000 liter ren ethanol, der overholder alle krav til brug i håndsprit.

Det var et skib, der oprindeligt var på vej til at levere ethanol til tankstationsselskabet Circle K's benzin, der fredag sejlede i havnen.

Peter Rasmussen, energi- og brændstofdirektør hos Circle K, vurderer, at der kan være ethanol nok til håndsprit de næste tre-fire uger frem i tiden.

Og til den tid håber man at have mere klar.

- Vi kiggede på hinanden og tænkte på, hvad vi kunne gøre. Vi fandt ud af, at vi kunne omdirigere skibet til Aarhus havn og lægge noget af lasten af der.

- Når vi blander ethanol i vores benzin, er vi jo hjertens glade for at hjælpe i en situation, hvor der er er mangel, siger han til Ritzau.

Ordningen er lavet i samarbejde med Rigspolitiet.

Svend Larsen, politidirektør i Rigspolitiet, siger, at det er et eksempel på et godt samarbejde mellem kommuner, regioner, staten og private virksomheder.

- Det skal sikre, at Danmark får de nødvendige forsyninger af mange forskellige slags værnemidler, siger Svend Larsen i en pressemeddelelse.

Onsdag kan spritten blive udleveret, og planen er, at spritten primært skal tilgå den offentlige sektor.

Branchen er ifølge Drivkraft Danmark klar til at levere en ny forsendelse, hvis der skulle være brug for det.

Kilde: Ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.11