RÅDGIVNING Mange bilejere går ikke meget op i dæk eller vådgreb. Her er det ofte op til mekanikeren og værkstedet at rådgive. Og når nu det danske vejr er blevet så regnfuldt, er det ekstra vigtigt, at værksted og bilist vælger de rette dæk med god dræningseffekt og vejgreb på våd vej.
Analyser fra DMI viser, at der er en generel tendens til, at regnbygerne i Danmark bliver mere koncentrerede og voldsomme. Derfor anfører Nordisk Dæk Import, NDI, at mere vandbelagte veje betyder, at der skal vælges dæk til personbil, varevogn eller lastbil med omhu.
- Vi ved, at der kan være stor forskel på, hvor godt dæk dræner vand, og hvor godt vejgrebet og bremseegenskaberne er på våd vej. Det gælder både for sommerdæk og vinterdæk. Med de kraftige regnskyl, vi har set, er det noget, man bør have med i baghovedet til rådgivningen, når bilejerne skal have serviceret bilen og måske have monteret nye dæk, siger salgschef hos NDI A/S, Daniel Poulsen. Han uddyber:
- Selvom kunden måske kan spare lidt på at vælge budgetdæk, kan det have stor betydning for hans og familiens sikkerhed med de kraftige regnskyl og deraf vandfyldte kørebaner, vi oplever. Derfor kan det, ud fra et sikkerhedsperspektiv, godt svare sig for dem at vælge dæk af en vis kvalitet.
Dækslid spiller stor rolle
Uanset hvilket dæk, man vælger, bør man, ifølge salgschefen, huske på, at dækslid kan have endnu større betydning for vejgrebet og vådbaneegenskaberne end kvaliteten af dækket, hvis dækket er slidt ned:
- Undersøgelser har vist, at man har væsentligt ringere vejgreb, når dækket er slidt. Selvom loven tillader 1,6 millimeter som minimumskrav, har man stort set ingen kontakt med vejbanen ved motorvejshastighed, når dækmønsteret er slidt ned til det niveau. Det øger risikoen for akvaplaning markant og er en ting, man bør være ekstra opmærksom på, når man kører på meget vandbelagte veje, siger Daniel Poulsen.
NDI A/S i jyske Brørup, der blev stiftet i 1970, er Nordens største og familieejede leverandør af dæk, fælge og hjul med import af Hankook, Toyo og Nexen samt eget budgetdæk, Norde.
Dækfirma har fokus på dækkenes dræningseffekt
De stadig mere våde veje stiller større krav til dæk - Nordisk Dæk Import råder værksteder til i højere grad at sikre deres kunder dæk med god dræningseffekt og vådgreb.