GEARING To af autoverdenens kæmper bliver nu forenet i et kapløb med den øvrige autobranche for at vinde viden og volumen i elbilernes verden. Amerikanske BorgWarner har aftalt at købe nu britiske Delphi Technologies i en aftale på 3,3 milliarder dollars - svarende til 23 milliarder kroner - i et forsøg på at udvide et voksende marked for hybrid- og elektriske køretøjer i en tid, hvor markedet skifter fra fossil- til el-køretøjer, skriver Automotive News. Det gælder såvel udvikling og salg til bilfabrikker samt til eftermarkedet.
BorgWarner fremstiller i dag bildele såsom automatiske transmissioner, turboladere, emissionssystemer og termostater. Delphi fremstiller elektroniske kontrolmoduler, der administrerer forskellige drivlinjekomponenter og andre bildele.
BorgWarner vil eje cirka 84 procent af det samlede selskab efter den forventede lukning af aftalen i andet halvår af 2020, oplyser virksomhederne ifølge avisen. Samtidig annoncerer BorgWarner et treårigt program for tilbagekøb af aktier på op til 1 milliard dollars - cirka 6,7 milliarder kroner.
Tvunget af regeringer over hele verden til at forbedre brændstofeffektivitet og reducere emissioner vender bilproducenterne sig mod mindre og lettere motorer samt elektrificerer deres lineup.
BorgWarner rangerer som nr. 22 på listen hos Automotive News over de top 100 globale leverandører med verdensomspændende salg af originalt udstyr af bildele på 10,53 milliarder dollars (ca. 70 mia. kr.) i 2018, mens Delphi rangerer som nr. 62 med salg af bildele på 3,86 milliarder dollars (ca. 26 mia. kr.) i samme periode.
Delphi Technologies, der er baseret i Storbritannien, var en af to virksomheder, der blev splittet fra amerikanske Delphi Automotive i 2017. Den anden var Aptiv, som fokuserer på ny teknologi såsom avancerede sikkerhedssystemer og selvkørende bilsoftware. Opdelingen lod det mindre Delphi Technologies fokusere på at levere motor- og transmissionsdele.
Delphi var verdens største bildel-producent, da General Motors afsatte virksomheden i 1998.
BorgWarner køber Delphi for 23 milliarder kroner
De to selskaber vil i fællesskab styrke og udvikle deres kompetencer inden for el-køretøjer.