ANALYSE Den socialdemokratiske regering og dens støttepartier har - ligesom den tidligere regering - et mål om at stoppe salget af alle nye diesel- og benzinbiler fra 2030. Men kun de færreste danske bilister er klar til at udskifte deres benzin- eller dieselbil med en elbil. 22 procent af de danske bilister forventer således, at deres næste bil bliver en elbil, mens næsten dobbelt så mange, 38 procent, regner med ikke at ville købe en elbil. Det viser en ny stor undersøgelse fra leasingselskabet LeasePlan, kaldet Mobility Monitor, foretaget blandt 4000 respondenter fra 16 landet, heriblandt Danmark.
Næstefter Belgien (10 pct.) og Luxembourg (11 pct.), på en delt tredjeplads sammen med Holland, er Danmark således det land i Europa, hvor færrest bilister forventer at købe en elbil inden for de næste fem år.
Samlet viser undersøgelsen, at 36 procent af respondenterne totalt i alle lande regner med at købe en elbil næste gang, mens 29 pct. siger nej tak til at investere i en elbil. 36 pct. har endnu ikke besluttet sig.
- Der sker meget inden for elbilteknologi i disse år, så det behøver ikke være alarmerende, at de danske bilister endnu ikke er klar til at købe elbiler. Vi oplever, at mange ser tiden an og venter på, at producenterne lancerer deres nye batteridrevne topmodeller. Samtidig mærker vi en stigende efterspørgsel på elbiler på en leasingkontrakt, så der er klart et momentum at bygge videre på, siger Michael Olsen, adm. direktør i LeasePlan Danmark, som til daglig administrerer cirka 37.000 biler på vegne af danske virksomheder, private og kommuner.
For høj købspris
Ifølge LeasePlans analyse er det især købsprisen, der ser ud til at afholde danskerne fra at købe elbiler. 66 procent af de danske respondenter svarer, at købsprisen er en medvirkende årsag til fravalget, mens 51 procent begrunder fravalget med utilstrækkelige lademuligheder og -infrastruktur.
- Købsprisen er den helt store barriere i forhold til at vælge elbil. Prisen skal sænkes, hvis elbiler skal være allemandseje, og det kræver politisk vilje, hvis det skal ske hurtigt. Eftersom det kræver en fælles indsats at nå dertil, er vi meget åbne for at diskutere, hvordan vi kan sætte turbo på omstillingen til elbiler, siger Michael Olsen fra LeasePlan Danmark og tilføjer:
- Hvad angår lademuligheder, så kan man faktisk allerede lade sin elbil mange steder rundt om i landet, så nu handler det om at etablere endnu flere ladestandere hvert sted. Desuden skal det gøres endnu lettere at oplade sin elbil både hjemme og på jobbet.
Mere positive end for tre år siden
Undersøgelsen viser desuden, at 46 procentaf de danske respondenter er blevet mere positive over for elbiler inden for de seneste tre år. I samme periode er 3 procent blevet mere negativt stemt.
- Vi ser en meget positiv udvikling både i Danmark og resten af Europa, når det kommer til den generelle opfattelse af elbiler. Jorden er gødet, så nu handler det om, at både branchen og politikerne kommer med konkrete initiativer, så det kan blive endnu lettere og mere attraktivt for både virksomheder og private at vælge elbiler, mener Michael Olsen fra LeasePlan Danmark.
Danske bilkøberes lyst til elbiler i bund i EU
Danmark er det land i Europa, hvor færrest bilister forventer at købe en elbil inden for de næste fem år.