FORSIKRING & PENSION Det har været et travlt år for Autotaks. Her viser foreløbige tal, at der er beregnet et rekordstort antal rapporter, nemlig omkring 630.000 styk.
Der er også sket mange forbedringer i driften af Autotaks. Vi har haft travlt med blandt andet at forbedre håndteringen af bilag for at sikre en endnu bedre driftssikkerhed og hastighed i årene fremover.
Vi har opdateret vores produktionsdatabase 11 gange for at sikre, at de nyeste og mest rigtige bildata fra vores leverandør er tilgængelige for brugeren. Vi har indført 95 nye bilmodeller og foretaget 245 opdateringer af reserve-delspriser. Det er vores målsætning altid at forsyne brugeren med det bedst mulige beregningsgrundlag, som er tilgængelig fra vores systemleverandør Solera/Audatex.
Det skal understreges, at alle beregningsdata i Autotaks er vejledende.
Understøtter datadeling
2020 vil blive året, hvor vi i endnu større grad vil videreudvikle løsninger, som understøtter værkstedernes datadeling til egne systemer.
Vi har en klar forventning om, at 2020 vil bringe endnu flere nye modeller og opdateringer, da Autotaks jo indeholder bilfabrikkernes data og er et "spejlbillede" af, hvad bilfabrikkerne opfinder af fx nye drivmidler og sikkerhedssystemer. Vi er klar og glæder os til at se, hvad året bringer af nyheder på denne front.
Stadig 13.000 uforsikrede biler
På autoforsikringsområdet er vi tilfredse med, at antallet af uforsikrede motorkøretøjer i 2019 er reduceret med mere end 70 procent. Det er sket takket være loven om dagsgebyr, der trådte i kraft 1. januar 2019, som DFIM administrerer. Der er dog endnu omkring cirka 13.000 køretøjer, der kører rundt uden den lovpligtige ansvarsforsikring.
Med motivationen fra et dagsgebyr og fra færdselspolitiet håber vi, at antallet af uforsikrede køretøjer vil blive reduceret yderligere, da det at køre uden ansvarsforsikring er både ulovligt og forbundet med stor økonomisk risiko for køretøjets ejer eller bruger.
Let deling af skadehistorik
I 2020 forventer vi, at revisionen af det europæiske motorforsikringsdirektiv færdigbehandles. Der udestår stadig nogle knaster, som skal afklares i de kommende forhandlinger mellem Rådet og Parlamentet. Forsikringsbranchen ønsker, at direktivets anvendelsesområde ikke bliver bredere end reglerne i Færdselsloven. Vi er optaget af, at mulige regler om udveksling af skadehistorik bliver så lidt byrdefulde som muligt, da forslaget ikke tilfører forbrugerne værdi.
Forsikring & Pension ønsker Motor-magasinet og dets læsere et rigtig godt nytår!
Thomas Brenøe, vicedirektør i Forsikring & Pension
Et nyt år med udvikling til autobranchen
Autotaks har haft travlt og vil fortsat få indført mange forbedringer i 2020, anfører forsikringsbranchen, der byder et nyt år velkommen.