INTERVIEW Hvordan har du det med at være (næsten) eneste kvinde i klassen?
- I størstedelen af min ungdom har mine bedste venner været drenge. Ikke fordi jeg er en drenge-pige, men fordi drenge generelt matcher mine holdninger til en ’no-bullshit’ kultur. Så på det personlige plan, gør det mig ingenting, at størstedelen af studiet er drenge, for de er heldigvis meget søde allesammen. Dog synes jeg, det er en skam, at andelen af kvinder ikke er stigende i den ønskede grad, da der garanteret findes kvinder derude hvortil uddannelsen passer perfekt.
Hvad gør studierne for at tiltrække flere kvinder? Gør de overhovedet noget?
- Der findes umådeligt mange forskellige uddannelsesmuligheder i Danmark, der for mange kan gøre det svært at vælge. Derudover er biløkonomuddannelsen så lille, at vi på min årgang er 14 elever fordelt på to uddannelsessteder i Danmark. Så det er ikke kun kvinder, vi kunne bruge flere af, det er også mænd. For at mindske risikoen for at kvinder vælger den fra, forsøger uddannelsen både at have en mand og en kvinde til at repræsentere uddannelsen på de uddannelsesmesser, vi deltager i. Dette gør at interesserede kvinder, kan få lov til at høre fra en kvinde, hvordan branchen er.
I 2025 kommer bilbranchen til at mangle 60.000 faglærte. Hvordan tror du at branchen generelt set kan tiltrække flere kvinder?
- Det er et kæmpe problem, at vi kommer til at mangle så mange faglærte, men jeg tror ikke det skal handle om at tiltrække kvinder. Derimod tror jeg det skal handle om at tiltrække interesse og kompetence. En interesse og hertil kompetencer som findes i kvinder, såvel som mænd. Hvortil problemet hovedsageligt lyder at flere vælger akademikeruddannelser, og derved færre vælger en erhvervsuddannelse. Jeg tror det skal gøres attraktivt at vælge en erhvervsuddannelse efter folkeskolen og at det gælder om at ændre folkeskoleelevers, ærgerlige opfattelse af erhvervsuddannelser. Når det gælder mandsdominerede brancher såsom autobranchen, er det ligeledes vigtigt at man viser, at man ikke behøver at være af hankøn for at kunne klare de arbejdsopgaver, der forestår. Og at man sagtens kan passe ind i et værksted som pige.
Hvordan tror du at vi kan få gjort branchen knapt så mandsdomineret som den er i dag?
- Jeg tror, det gælder om at få de kvinder, der allerede er i branchen, til at fortælle om deres erfaring og oplevelser. Jeg er sikker på, at der gennem tiden har været en del piger, der har overvejet at blive mekaniker, servicerådgiver, bilsælger osv. men i sidste ende har valgt noget andet, fordi de ikke troede, at branchen var et sted for dem. Det er et stort tab, derfor skal de piger se, at branchen har brug for dem, og at der ikke bliver kønsdiskrimineret.
Hvad er din erfaring med at få flere kvinder ind i mandefagene? Hvilke dynamikker/resultater tror du det giver?
- Min erfaring er jo stadig spæd, men af mine nuværende og hidtil kollegaer, er der sammenlagt kun en enkelt kvinde, der har formået at komme gennem nåleøjet til en stilling i et såkaldt mandefag, som reservedele må siges at tilhøre. Det er alt for lidt. Jeg har desværre stadig til gode at arbejde sammen med en kvindelig bilsælger, servicerådgiver eller mekaniker. Der er dog små grundlæggende forskelle på kvinder og mænds personligheder som fx at vi forholder os forskelligt til præstationer, struktur og indflydelsessøgning. Derfor kan flere kvinder i mandefaget give en virkelig god dynamik på en arbejdsplads. Man kan derved ruste virksomheden med stærke personligheder, der udnytter evner som konkurrencesøgen, struktur, impulsivitet og samarbejde.
Af Benedicte Engel,
Kvindernes Bilmagasin
Mere salg - det skaber kvinder, fordi de øger dynamikken
Hvordan får man flere kvinder ind i autobranchen? Og i øvrigt, skal der overhovedet flere kvinder ind i autobranchen? Lea Maria Nielsen Bernberg, der studerer biløkonomi, har klare svar på spørgsmålene.