LANCERING Effektivitet, nøjagtighed og hurtigt. Det er de tre elementer, der skal få Bosch’ indtræden på markedet for ADAS-kalibrering til at byde godt etablerede konkurrenter, såsom Hella Gutmann, konkurrence.
Det stigende antal biler og varevogne, udstyret med fremadrettet radar og kameraer, har gjort kalibrering af avancerede førerassistancesystemer, ADAS, til en dagligdags opgave for moderne bilværksteder. Bosch’ nye og computerbaserede DAS 3000 leverer en effektiv løsning til værksteder, der reparerer alle mærker, karrosseriværksteder og forrudespecialister, lover producenten.
Kamera i stedet for målebånd
I kombination med Bosch ESI-tronic 2,0-softwaren og KTS-diagnoseværktøjer gør farvede adaptere det muligt hurtig og nemt at montere kalibreringstavlerne i foruddefinerede køretøjsspecifikke positioner. Og ikke noget med at trække målebånd ud her i Bosch-løsningen - for integrerede kameraer og styrede softwarerutiner måler digitalt afstanden til køretøjet og tilpasningen til akslen. Det er tidsbesparende.
DAS 3000 er højdejusterbar, så den kan bruges på lifte, og dens store hjul og fjederbelastede bremse gør den stabil og nem at manøvrere, fortæller distriktschef Klaus Skovgaard.
Testpersoner tilfredse
- Den udbredte anvendelse af ADAS er et spring fremad inden for sikkerhed, men det har også øget kompleksiteten af mange reparationer. Selv job som forrude- eller sensorudskiftninger kræver nu ofte system-rekalibreringer. Vores nye DAS 3000 dækker de fremadrettede førerassistancesystemer på alle de mest populære modeller. Testpersoner, vi har benyttet, har især været tilfredse med de korte opsætningstider, noget som virkelig øgede værkstedets effektivitet, siger Klaus Skovgaard.
Leje-tavler på vej
Bosch er ved at forberede, at værksteder kan leje de bilspecifikke såkaldte kamera target-plader. Men selve kalibreringsudstyret skal værkstedet selv investere i.
- Alle moderne værksteder skal have systemet - det kan sammenlignes med for 10-15 år siden, da egendiagnose-testerne kom. I 2020 strammes EuroNCAP, så ADAS-systemerne skal være i nye biler for at kunne give fem crash-stjerner, og dermed skal værksteder for eksempel kunne justere forlygter ved skift af en bils forrude, siger Klaus Skovgaard.
Kig på dækslid før montage
Bosch-chefen tilføjer, at ADAS-systemet kræver, at bilen er korrekt firehjulsudmålt, da dette er en forudsætning og et krav fra flere bilproducenter. Derfor er rådet til mekanikerne, at man, som minimum, følger bilproducentens retningslinjer, om hvorvidt bilen skal firehjulsudmåles først for at kunne blive korrekt ADAS-kalibreret.
En ADAS-kalibrering vil, ifølge Bosch, tage 11-13 minutter med DAS 3000.
Avanceret ADAS-kalibrering klar til alle bilmærker
Introduktionen af DAS 3000 fra Bosch gør det muligt for bilværksteder hurtigt at kontrollere og justere fremadrettede radar- og kamerasystemer.