DEBAT Med over 300 godkendte værkstedspartnere på autobutler.dk, hvoraf 90 procent er frie værksteder repræsenteret i kædesammenslutninger, har vi vist, at man med målrettet investering i digitalisering, kvalitet og service kan vende udviklingen og tilføre nye kunder til de frie værksteder.
Garanti gør de frie værksteder stærke
Bilejerne vælger ofte de frie værksteder, for at opnå en besparelse i forhold til mærkeværkstederne, men i takt med den øgede konkurrence, er det ikke længere tilstrækkeligt blot at være konkurrencedygtig på prisen. Vi har vist, at ved at kombinere besparelser med skriftlige tilbud, udvidede garantier, bedømmelser og et højt kvalitetsniveau, kan værkstederne opnå en digital og konkurrencemæssig position på niveau med mærkeværkstederne.
Synlighed om kvalitet
Vi er gået ud med initiativet om minimum 3 års garanti på både arbejde og reservedele, der sikrer ikke bare bilejerne, men også værkstederne. Samtidig har vi indført kvalitetskrav, som alle værkstederne skal leve op til. Værkstederne skal give alle tilbud på skrift, er underlagt uafhængige stikprøvekontroller og accepterer at lade sig bedømme online.
Når både værksted og bilejer er afstemt om arbejdets omfang og pris inden det udføres, og værkstedet er bekendt med at kunden vil bedømme værkstedsoplevelsen, giver dette sammen med garantien et helt naturligt løft i kvalitet, service og dialog med kunden. Glade kunder skaber nye kunder og øger loyaliteten.
Vore kvalitetskrav betyder at langt færre værksteder, har mulighed for at blive godkendte samarbejdspartnere, men omvendt har det haft den positive effekt at de værksteder, der er er en del af portalen, har set en markant fremgang i antallet af nye kunder og omsætning.
Bak op om vores kvalitetskrav
Som bindeled mellem bilejer og værksted investerer vi massivt i at sikre, at begge parter får en god oplevelse. Desværre oplever vi, at vi står alene med vores konsekvente linje. Branchen burde i langt større grad være med til at sætte rammerne for, hvad der definerer et kvalitetsværksted og sikrer den gode kundeoplevelse.
Vi har vist vejen ud af kundeflugten med massiv vækst igennem alle årene - og med positive tilbagemeldinger og bedømmelser af værkstederne. Derfor opfordrer vi nu resten af den frie branche til at følge trop. Bak op om vores kvalitetskrav og indfør samme konsekvens for de værksteder, der får adgang til kæder og brancheorganisationer. Det kræver bl.a. at man blokerer for de mekanikere, der ikke lever op til kravene. Hvis en mekaniker eller et værksted ikke længere kan være med i en brancheforening eller kædesammenslutning, vil der jo ikke længere være noget incitament til at fortsætte dårlige vaner.
Den digitale vej til kunderne
I dag starter hovedparten af bilejernes værkstedsbesøg med et besøg på internet. Næsten 50 procent af Autobutlers brugere planlægger værkstedsbesøget uden for almindelig åbningstid og mere end 60 procent af bilejerne bestiller i dag værksted via mobile enheder.
Tiden hvor man som værksted blot skal vente på, at kunden triller ind fra gaden, er for længst slut. Konkurrencen er hårdere end nogensinde, og hvor kampen om kunderne tidligere fandt sted ved at have den bedste beliggenhed, handler det i dag om at være attraktiv og synlig, og til stede, når kunden har brug for dig.
Den CBS-uddannede Christian Legêne stiftede i 2010 Autobutler. I det første år var der kun ham og medstifteren i et lille baglokale på Islands Brygge men derefter voksede forretningen, der i dag har franske PSA som hovedejer (siden 2016). Christian har, som iværksætter og adm. dir., skabt en millionforretning og international succes som på kort tid er blevet til en markedsplads i fem lande, herunder de tre største billande i Europa. I år har man nået kunde nummer 700.000 - og markedspladsen besøges dagligt af over 20.000 bilejere fra fem lande. Ud over hovedkontoret i København er der etableret afdelinger i Paris og Berlin med lokale landechefer.
Sådan får du flere biler på dit værksted
Autobutler har fulgt debatten om faldende markedsandele hos de frie værksteder, fordi bilejere i større grad vælger mærkeværkstederne, skriver Christian Legêne fra værkstedsportalen i denne kommentar.