BREMSEPRØVERE I en udseelig, godt fyldt lagerbygning på Industrivænget i Skævinge ved Hillerød, tilhørende Autek, er en hæderkronet producent af hjuludmålere og bremseprøvestande ved at få et regulært comeback i Danmark og resten af verden. Nemlig af mærket EWJ efter af have været på udenlandske hænder i 12 år.
Bagved står EWJ’ tidligere bagmand, 58-årige Henrik Wagner Jørgensen, som ellers for i 2007 år siden fusionerede sit firma EWJ med svenske Opus og siden for ti år siden selv flyttede til Sverige, blev medlem af Opus-ledelsen og lukkede EWJ i Danmark. Henrik Wagner Jørgensen blev medejer af Opus, som han stadig er storaktionær i. Opus er via en række opkøb i dag vokset til en stor spiller inden for værkstedsudstyr med 2600 medarbejdere, en omsætning på 2,5 milliarder svenske kroner og en værdi på cirka to milliarder kroner.
Gør det for produktet
Henrik Wagner Jørgensen har nu forladt ledelsen i Opus, men er dog stadig storaktionær, og er vandt tilbage til Danmark, nærmere bestemt Birkerød, hvor det hele begyndte for 33 år siden med EWJ.
- Jeg havde egentlig ikke planer om at skulle arbejde igen, men fordi jeg begyndte at få en række opringninger fra kunder i hele verden om EWJ-udstyret, og fordi jeg har arbejdet tæt sammen med de to ejere af Autek ApS i Skævinge, udviklingschef Rolf Møller og softwareudvikler Jacob Poulsen, er EWJ nu på vej mod en ny fødsel, forklarer Henrik Wagner Jørgensen og tilføjer:
- Dette arbejde er sjovt - EWJ er jo min baby. Jeg gør ikke dette for pengenes skyld, men fordi det er tilfredsstillende at kunne hjælpe gamle kunder. Jeg gør det for produktets skyld.
Selv købte han oprindeligt Autek i 2005, men som følge af Opus-fusionen blev Autek-delen til overs, hvorpå Rolf Møller og Jacob Poulsen købte Autek-rettighederne fri og stiftede Autek ApS med Opto-Plus hjuludmåling.
I 2014 købte Henrik Wagner Jørgensen en tredjedel af Autek for at bevare en tilknytning til den del af branchen, og nu er han altså blevet en fast del af salgsdelen hos Autek, og det går helt fint.
Aftale med Mekonomen
EWJ-delen hos Opus blev for nogle år siden solgt til Mekonomen, og for to år siden stoppede al produktion af nyt EWJ udstyr, hvilket medførte, at Henrik Wagner Jørgensen blev kimet ned at EWJ-kunder.
Over de sidste to år har han forhandlet med Mekonomen, og i sommer blev man enige om en aftale om, at Autek overtager det gamle EWJ.
- Det vil sige varemærke og produkter - alt indhold, med den klausul at Mekonomen køber reservedele af os i tre år. Og i begyndelsen af august i år kunne vi starte det nye EWJ-brand op igen, efter at have modtaget syv trailerfulde med udstyr og dele fra Sverige, fortæller Henrik Wagner Jørgensen.
Ringen er sluttet
Han oplyser, at EWJ blandt andet har kontrakter med en række bilsyn verden over, eksempelvis to store bilsynsvirksomheder i Sverige, vejvæsnet i Norge, tyske Dekra og i England.
- Vi har en god kundedatabase, og nu er vi i gang igen. Ringen er sluttet, og vi er tilbage i Danmark, konstaterer Henrik Wagner Jørgensen og oplyser, at man allerede i Autek-regi har indgået kontrakter for ti millioner kroner.
Henrik Wagner Jørgensen har arbejdet sammen med Rolf Møller (hardware udvikler) lige siden 1987 og med Jacob Poulsen (software udvikler) siden 2000.
- Så al knowhow er bevaret i huset, konstaterer han.
Flere nye tiltag
- På den mekaniske del er der ikke sket det store i de år, jeg har været væk fra Danmark, og det er også ofte de samme personer, jeg møder i branchen, men inden for elektronik og software er der sket store fremskridt, og her har vi da også en række tiltag på vej, som jeg dog endnu ikke kan gå i detaljer med, siger Henrik Wagner Jørgensen og oplyser, at nye EWJ-produkter er på vej.
Han tilføjer:
- Vi skal nok have en distributør i Danmark - vi er ikke gearet til selv at have salgsfolk.
Ny styreboks
Rolf Møller oplyser dog, at Autek det sidste års tid har udviklet en helt ny styreboks til bremseprøvere. Boksen, der er en højteknologisk og meget kraftig computer, har fået navnet BlackBox.
BlackBox er udviklet med henblik på at være førende inden for fremtidens bremseprøvere, men er samtidig også en styreboks der kan se bagud og erstatte udfaset elektronik på stort set alle fabrikater af bremseprøvere, både til personbiler, varebiler og lastbiler.
Således kan værksteder og bilsinspektioner med velfungerende rullefelter, men forældet elektronik, med fordel opgradere til BlackBox og få forlænget levetiden på deres bremseprøvere for en relativ lille investering.
BlackBox er allerede i drift hos flere bilinspektioner i Sverige og tilbagemeldingerne fra kunderne er meget flotte, oplyser han.
Comeback til dansk værkstedsudstyr
Henrik Wagner Jørgensen står atter bag salg af danske EWJ bremseprøvestande, selv om det slet ikke var planen efter det svenske Opus-eventyr. EWJ Teknik og Autek er igen samlet på danske hænder.