ABONNEMENT Landets to dominerende bilimportører, Semler og Interdan, har begge i nogle år sat skub i den nye trend med online-koncepter for biler på abonnement. 2018-tallene viste solide underskud, men begge bedyrer, at investeringerne i de nye aktiviteter er givet godt ud, idet et stigende antal danskere vælger bil på abonnement frem for køb eller traditionel leasing.
Semlers bilabonnement med navnet Dribe gik i luften i februar 2018. I januar i år meddelte firmaet, at man havde nået over 2000 medlemmer, men at man forventede at runde 5000 medlemmer inden årets udgang - altså inden den 31. december i år.
Men helt så godt er det ikke gået.
- Vi når godt 4000 medlemmer inden nytår - ikke fordi efterspørgslen er væk, slet ikke, men fordi vi i Semler-koncernen har haft svært ved at skaffe de nødvendige biler som følge af de nye WLTP-regler, forklarer Lars Eegholm, adm. direktør i Dribe, til Motor-magasinet.
- Vi er tilfredse med at nå 4000 medlemmer og særdeles tilfredse med efterspørgslen, tilføjer han.
Om økonomien i startup-virksomheden Dribe siger Eegholm:
- En sådan forretning bygger man jo ikke på et år. Det er en investering i fremtidens mobilitet.
- I dag bliver man jo som forbruger nærmest overfaldet af abonnement på næsten alt - og det taler i vores ånd, siger han.
Elbilen BMW i3 er i top
Biler af mærket Volkswagen fylder cirka halvdelen af bilflåden hos Dribe, mens Seat og Skoda fylder ligeså meget som Audi.
- De relativt små mærker som Seat får fin bevågenhed i en sådan abonnementsmodel, siger Lars Eegholm.
Rent faktisk er det dog et "fremmed" bilmærke, som har den højeste utilization som Dribe, altså er den mest efterspurgte, nemlig elbilen BMW i3. Et andet "fremmet" mærke hos Dribe det sidste kvartal er to Alfa Romeo modeller, og de har også præsteret flot, siger direktøren.
- Vi har jo en strategi om at være et multibrand selskab, og nu var tiden kommet til, at vi turde udvide, og at andre importører synes, det var en god idé at levere til os. Vi udvider jo salgskanalerne, konstaterer Lars Eegholm og oplyser, at der kommer flere nye bilmærker hos Dribe, også inden årets udgang. Han vil dog endnu ikke oplyse hvilke.
- Når vi taler el- og hybridbiler, kommer VW-koncernens egne modeller først for alvor sidst i 2019 og først i 2020, og så er jeg ikke i tvivl om, at de får stor udbredelse hos os, fortæller Eegholm videre.
- Vi vil gerne støtte op om den udvikling, og der er stor efterspørgsel på disse biler fra vores abonnenter og de leads, som har skrevet sig op, forklarer han og tilføjer:
- En elbil hos Dribe er jo inklusiv el og med frit forbrug - det fjerner barrierer.
Dribe begyndte med elbiler på abonnement i juli i år.
Dribe-direktør er tilfreds med 4000 medlemmer
Semlers koncept for biler på abonnement hedder Dribe og er lige nu 1000 fra det budgeterede antal medlemmer. Alligevel er adm. direktør Lars Eegholm er tilfreds. Den mest efterspurgte bil i det Semler-ejerede firma er en elbil fra BMW.