BILHUS My Garages ikoniske bygninger på Wittrupvej i Vejle får i løbet af 2019 et løft både udvendigt og indvendigt. Det sker i form af tilbygninger og samtidig bredes porteføljen yderligere ud for, hvad man kan tilbyde besøgende.
Der er nemlig to nye partnere i huset, folie-virksomheden Wrapit.dk og glas-specialisten Carglass. De nye partnere kommer til at rykke ind sideløbende med, at My Garage bygger ny facade og udvider mulighederne for flere kontorer og endnu mere fleksible lokaler til både eksisterende og kommende partnere.
Udvidet vedligeholdelse
De nye partnere byder ind med ekspertise, der i endnu højere grad skal tilbyde de bedste kompetencer til at løse flest mulige opgaver i huset, oplyser en pressemeddelelse.
Wrapit.dk har de seneste år markeret sig med at folie-indpakke alt fra biler til både og fly. Et speciale, der både kan udmønte sig i at skabe reklame på ens firmabil og sørge for at beskytte lakken.
Skifter på rekordtid
Dermed står de sammen med den anden nye partner Carglass for at varetage, at vedligeholdelse og reparationer sker på et niveau, der matcher husets niveau og krav til kvalitet. Carglass er kendt for deres høje fleksibilitet og brede alsidighed i at få løst selv komplicerede rudeskift.
- Det stemmer godt overens med husets brugere. Vores medlemmer vægter den mobilitet, som en bil giver. Og et stenslag kan nemt opstå og kan begrænse den frihed, forklarer Lars Olsen fra Carglass.
- Derfor er vi glade for at have Carglass i huset. De har bevist, at de skifter og reparerer ruder på rekordtid, siger garage-direktør Lars Bjørnbak.
Begge partnere gør det således nemmere at have en bil, der altid er til rådighed.
- Med vores kompetencer kan man både bevare og skåne bilens lak, og derved den investering, som mange af vores medlemmers bil udgør, siger Tommy Lindahl fra Wrapit.dk.
Mere plads
I løbet af efteråret vil facaden også ændre sig ved My Garage.
Det betyder, at en ny hovedindgang i fremtiden vil tegne husets vestvendte profil. Med den nye hovedindgang følger også nye lokaler indenfor. De vil blandt andet rumme kontorer, nye lejemål og skal være den synlige samling på de etapeudvidelser, der har været siden åbningen.
Hovedindganget placeres på den vestlige side af bygningerne med front mod Juulsbjergvej og stor synlighed fra Horsensvej. Forventet åbning er ultimo 2019.
Dream Concept med værksted
En anden partner, der også benytter sig af, at rammerne udvides, er Dream Concept. De vil i fremtiden brede sig over 450 kvadratmeter.
- På de kvadratmeter vil vi forsat rådgive om, hvordan man bedst realiserer bildrømmen om en tur i en ægte racerbil, fortæller Alexander Christiansen fra Dream Concept. Samtidig planlægger de at udvide deres aktiviteter med et racerværksted.
Ordentlig håndværk
Udvidelserne følger samme røde tråd, som grundlaget for konceptet bag My Garage, oplyser direktør Lars Bjørnbak:
-Vi er meget tilfredse med, at vi endnu en gang får en række nye partnere, der både byder ind med en stor indsigt på hver deres felt, og som hver især udgør topmålet inden for deres eget fagområde. Det hele er lykkedes, fordi vi deler en fælles forståelse for, hvor vigtigt et ordentligt håndværk er, siger Lars Bjørnbak.
My Garage i Vejle: Udvidelse skærper profilen i garagen
Der er nu skabt flere muligheder for bilejerne hos My Garage, idet to nye partnere rykker ind.