DEBAT De fleste store bilproducenter har bæredygtighed højt på deres agenda og bruger det aktivt i kommunikation, men hvad med markedet? Bruger bilforhandlere og værksteder blot løftet om bæredygtighed som et smart buzz-word overfor målgruppen og til greenwashing overfor samfundet? Omfavner forbrugerne det kun for at lette samvittigheden? Mulighederne er mange og bør inspirere alle led i værdikæden, men der er også udfordringer på vej mod målet i den konservative bilbranche.
En branche i forandring
Virksomheder, der sælger brugte reservedele, er gennem generationer placeret i kategorien autoophuggere, men med tidens og teknologiens hastige udvikling er dette begreb uddøende. I dag er det tæt på, at en autoophugger sidestilles med en skrothandler i kategorien "brune" erhverv.
Nogle ser skriften på væggen og løfter deres image ved at kalde sig autogenbrugere, selv om det blot er gammel vin på nye flasker. At genbruge handler essentielt om at se mere på materialet end på produktet. Det betyder, at aluminiumsfælge kan blive til øldåser, bilkarrosserier til bæredygtige designmøbler og bildæk til tæppe-underlag.
Med genanvendelse tager man derimod f.eks. en komplet forlygte i original kvalitet og anvender den igen til præcis samme formål. Sammenlignet med både ny-produktion af en tilsvarende del, såvel som forarbejdning til et andet produkt, sparer gennemført genanvendelse enorme mængder energi, forurening og CO2-udledning.
Det er også væsentligt at se på hvad der kræves for at skrotte biler, da shredding (itu-rivning, red.) af en komplet bil, kræver meget energi og giver forholdsvist lavt udbytte af rene og genbrugelige materialer. Der går alt for mange gode reservedele tabt, og udvindingen af værdifulde materialer som kobber og guld fra elektroniske styreenheder er svært at få tilstrækkeligt stort udbytte af.
En markant øget grad af genanvendelse er derfor den ultimativt bedste løsning for bilejere, for økonomien, for samfundet og for miljøet.
Stort potentiale
Nyere biler indeholder langt flere, bedre og dyrere komponenter med potentiale til genanvendelse. Men i autobranchen er der er stadig for meget spild, da der ikke gås tilstrækkeligt meget i dybden og detaljen - virksomhederne i branchen ser ganske enkelt ikke potentialet. Essensen er, at så længe ophuggerne og genbrugerne kan tjene penge på at lave business as usual, er de reelt ikke tvunget til at udvikle sig.
Fra politisk hold bliver der snakket meget om bæredygtighed og grøn omstilling, men reelle lovmæssige tiltag er der ikke mange af, og det gør, at udviklingen går meget langsomt. Tendenserne peger dog i retning af kommende lovmæssigt krav om genanvendelse, da der i Frankrig er indført en lov om primært brug af brugte dele ved reparation af biler, hvilket er modigt, men også nødvendigt for at fremme bæredygtighed.
Opgør med vanetænkning
Alle bilproducenter er økonomisk afhængige af en værdikæde, der i store træk har været den samme i mere end 100 år. De skal tjene penge på at sælge nye biler og på at sælge originale nye reservedele. Eftermarkedet giver dem også en indirekte indtjening fra autorisationer, licenser og rettigheder til brug af f.eks. varemærke, IT, software etc.
Hvor de fleste værksteder i mange år har anvendt nye originale og uoriginale reservedele, skal de i højere grad vænnes til at bruge brugte dele. Derfor skal der fra aktørerne i branchen gøres en stor indsats for at øge både synlighed og tilgængelighed, og ikke mindst sikre at den omkringliggende service skal være over normalt niveau. I store træk handler det om, at de virksomheder, der sælger brugte reservedele, tilbyder den rigtige del til den rigtige pris og til tiden, ellers vælger værkstederne den trygge løsning - den løsning de altid har brugt.
Det rammer hovedet på sømmet i relation til, hvorfor udviklingen går langsomt, og her handler det om vanetænkning. Hvorfor skal især værkstederne ændre deres forretningsmodel, når den fungerer ganske fortræffeligt? Der er ingen lovmæssige krav, konkurrencen på området er nærmest ikke-eksisterende, og kunderne stiller ikke ultimative krav endnu.
Denne sovepude står nu til at blive udfordret for alvor, og vores østjyske virksomhed er pionér på området.
Cirkulær økonomi et must i autobranchen
DEBAT: Samarbejde med forsikringsselskaberne er essentielt, skriver indehaver af Koed A/S, der mener at have knækket koden til markant øget bæredygtighed via genbrug af autodele i en konservativ branche.