KONTROL Leasingbranchen vil sætte ind over for sager med leasede muskelbiler, der med vanvidskørsel forårsager alvorlige trafikulykker i landets storbyer.
De seneste måneder har især to episoder med vanvidskørsel i København vakt opsigt, efter at en 35-årig politibetjent mistede livet på Langebro i en ulykke forårsaget af føreren af en stor, leaset Audi.
Sidste weekend blev en svensk og en norsk mand kvæstet, efter at en vanvidsbilist - ligeledes i en leaset Audi - ræsede gennem byen med politiet i hælene.
Ofte leaset disse muskelbiler af organiserede kriminelle. Og det er vækker bekymring i leasingbranchen.
- Som brancheforening for leasingselskaber er vi utroligt kede af, hvis vi kommer til at lease biler til bandemedlemmer eller andre organiserede kriminelle. Det vil vi gerne til livs, siger Christian Brandt, direktør i Finans og Leasing, i et interview med DR.
Her forklarer direktøren, at leasingbranchen blandt andet efterlyser adgang til det såkaldte E-Skatdata, som giver mulighed for at hente oplysninger om eventuelle kunders økonomiske situation og lønforhold.
Det vil ifølge Christian Brandt gøre det sværere for bandemedlemmer at benytte stråmænd til at lease biler.
- Vores formodning er, at stråmænd i mange tilfælde er socialt udsatte personer med dårlig økonomi. Man kan lave falske lønsedler ret effektivt i dag, men det er meget svært at snyde, hvis vi kan kontrollere en falsk lønseddel op imod de indberetninger, arbejdsgiveren foretager i skattesystemet, siger Christian Brandt til DR.
Minister åben for forslag
Til DR skriver nye skatteminister, Morten Bødskov (S):
- Vanvidskørsel hører ikke hjemme nogen steder i Danmark. Derfor vil jeg som skatteminister gerne bidrage til at løse problemet. Det er godt, når leasingselskaberne melder sig på banen, så vi kan få sat en stopper for vanvidskørslen hurtigst muligt. Jeg er meget åben for at se på, hvilke muligheder vi har, men det er ikke nogen simpel sag, udtaler han.
Branche vil stoppe vanvidskørsel
Leasingbranchen foreslår initiativer til at stoppe med at lease biler til bandemedlemmer.