BRANCHEFORENING "Jeg er stoppet som politisk chef i AutoBranchen Danmark efter to sindsygt spændende år. Det er sket i al fordragelighed og tidspunktet er helt rigtigt", meddeler Frank Korsholm tirsdag på LinkedIn.
"Bilbranchen står over for store - ikke mindst grønne - omvæltninger i de kommende år, og i den forandringsproces er det lykkedes at skabe stor gennemslagskraft og synlighed om organisationens mærkesager. Jeg vil gerne sige stor tak til alle samarbejdspartnere og til mine mange kolleger. Nu skal jeg videre, og så må vi se, hvad fremtiden bringer", tilføjer Frank Korsholm.
- Engang imellem skal man springe ud i en sådan ændring. Jeg overvejer nu, om jeg skal være selvstændig eller fortsætte som ansat inden for politik/kommunikation/lobbyisme. Jeg stikker pt en finger i jorden, siger Frank Korsholm til Motor-magasinet onsdag morgen.
- Jeg er blevet 61 år, så jeg er ingen vårhare længere. Omvendt føler jeg mig stadig ung og vital, tilføjer han.
Formelt er han stoppet pr. 1. september, men han afvikler nu sine ting hos AutoBranchen Danmark.
Politisk karriere
Frank Korsholm kom til AutoBranchen Danmark i september 2017 efter syv år som afdelingschef for politisk afdeling hos SMVdanmark (tidligere Håndværksrådet). Før det var han i 2003 til 2010 pressechef for Det Konservative Folkeparti og rådgiver for partiformand Bendt Bendtsen samt personlig rådgiver for den tidligere konservative sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. Tidligere har Korsholm været økonomisk journalist og politisk redaktør på Dagbladet Børsen i 17 år.
Nyt hold
Hos AutoBranchen Danmark oplyser Charlotte Brix Andersen, leder af medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation, at der nu skal findes en ny public affairs rådgiver.
- Det er en vigtig nøgle-stilling i AutoBranchen Danmark til at hjælpe medlemmerne. Frank Korsholm har haft en stærk politisk profil og været med til at bygge vores position om, men nu skal vi videre, siger Charlotte Brix Andersen.
Der har den seneste tid været flere medarbejder-stop hos AutoBranchen Danmark.
- Det er naturligt, at medarbejdere stopper, når man sætter et nyt hold, og vi er der, hvor vi skal være, siger Charlotte Brix Andersen.
Eksempelvis har AutoBranchen Danmark netop ansat en ny lak- og karrosserikonsulent, Rene Thomsen.
Politisk chef stopper
Frank Korsholm har forladt AutoBranchen Danmark.