JURA Rundt omkring i Europa har de nationale datatilsyn og domstole travlt - og sommerferien er tilsyneladende ingen hindring.
Af betydning for os her i Danmark er især en afgørelse om Facebook fra selveste EU-domstolen og potentielt også en afgørelse fra det franske datatilsyn.
Fælles dataansvar
De fleste virksomheder, der har en hjemmeside og en tilknyttet Facebook-side, har en såkaldt "like"-knap ("synes godt om"), hvor kunderne/de besøgende opfordres til at like virksomheden. Det kommer næppe bag på nogen, at en opfordring til at like en side, er markedsføringsmæssigt relevant.
EU-domstolen har afsagt dom i en sag, om en tysk webshop, der havde en integreret like-knap på sin hjemmeside for derigennem at give besøgende mulighed for også at like webshoppens Facebook-side.
Den blotte tilstedeværelse af knappen på hjemmesiden gjorde imidlertid, at Facebook opsamlede de besøgendes oplysninger, herunder IP-adresser, uanset om den besøgende i øvrigt trykkede på like-knappen eller ej. Opsamlingen fra Facebook skete i øvrigt uden, at den besøgende overhovedet blev gjort opmærksom på dette.
Webshoppen var i Tyskland blevet stævnet af en forbrugerbeskyttelsesorganisation, der krævede, at knappen blev fjernet. Undervejs i sagen blev EU-domstolen spurgt om, hvem, der havde dataansvaret og om webshoppen havde en oplysningspligt over for de besøgende, når det var Facebook selv, der opsamlede data fra de besøgende.
EU-domstolen kom frem til, at når webshoppen selv havde installeret like-knappen på deres hjemmeside, så var de fælles dataansvarlige med Facebook. Med andre ord: Facebook ville ikke have haft mulighed for at indsamle data fra de besøgende, hvis webshoppen ikke havde haft like-knappen installeret.
Det blev også tillagt vægt, at det var i webshoppens egen interesse at have knappen på siden, fordi de dermed blev mere synlige på Facebook.
Derudover fastslog domstolen, at hvis webshoppen ville fastholde knappen på baggrund af et samtykke, så var det webshoppens forpligtelse at indhente samtykke til såvel indsamlingen af data og videregivelse heraf til Facebook.
Alternativet til et samtykke var anvendelse af interesseafvejningsreglen, hvor både Facebook og webshoppen skulle kunne vise, at deres interesse i at samle data oversteg den besøgende interesse i at få sine data indsamlet.
Uanset hjemlen, skulle den besøgende dog orienteres om sine rettigheder, formålet med indsamlingen og hvornår oplysningerne ville blive slettet.
Vil får betydning i hele EU
Afgørelsen vil få betydning for en ualmindelig lang række virksomheder over hele EU. Vi må gå ud fra, at Facebook kommer med en udtalelse om sagen, ligesom der formentlig også vil komme et udspil fra Facebook til håndtering af problemstilling. Tilsvarende afventer vi herhjemme Datatilsynets kommentarer.
Indtil videre bør virksomheder derfor først og fremmest finde ud af, om de har en like-knap på deres hjemmeside, og derefter tage stilling til, om den er afgørende nødvendig i deres markedsføring. Er den det, så skal den besøgende tydeligt gøres opmærksom på (eventuelt i et pop-up-vindue), at der indsamles data, herunder til Facebook, allerede ved første besøg på hjemmesiden.
Video-overvågning
I en helt anden boldgade har det franske datatilsyn udstedt en bøde på 20.000 Euro til en fransk translatørvirksomhed, der i en længere årrække havde haft installeret videoovervågning af medarbejderne. Alle blev overvåget i hele arbejdstiden på deres arbejdsstationer, dvs. ved deres skriveborde.
Medarbejderen vidste overordnet set godt, at de blev overvåget, men mente, at overvågningen tog overhånd og klagede derfor til det franske datatilsyn.
Datatilsynet foretog en inspektion på kontoret og afgav i den forbindelse et påbud til virksomheden om dels at begrænse overvågningen til det, der var nødvendigt, og dels at give medarbejderne en nærmere, skriftlig og begrundet orientering om overvågningen.
Da tilsynet kom igen på et senere kontrolbesøg, havde virksomheden ikke efterlevet påbuddet, og derfor skulle virksomheden have en bøde.
Da virksomheden kun beskæftige ni medarbejdere, og da virksomheden seneste regnskabsår havde haft et underskud, fandt tilsynet, at en bøde på 20.000 Euro var tilstrækkelig og afskrækkende nok.
Selvom afgørelsen er truffet på baggrund af den tidligere persondatalovgivning, så viser den, at også små virksomheden skal overholde reglerne.
Hvis din virksomhed har videoovervågning, så skal alle, der kan blive overvåget skriftligt orienteres herom, herunder om deres rettigheder i den forbindelse, ligesom du nøje skal overveje - og beskrive - dit formål med overvågningen og hvor længe du gemmer optagelser.
Og husk så i øvrigt videoovervågningsloven.
Deler du data med Facebook?
En sag i Tyskland kan meget vel får betydning for danske virksomheder. Har du Facebooks "Like-knap"på hjemmesiden, skal de besøgende give deres samtykke.