23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Danske karrosseridele til 40 lande

I år er det 50 år siden Arne Andersen begyndte at skabe alternative karrosseridele på sit værksted i nordjyske Klokkerholm.

JUBILÆUM I sit værksted i den lille by Klokkerholm i Nordjylland fik Arne Andersen en idé til at skabe alternative karrosseridele. Meget af tiden i værkstedet på den lokale tankstation gik nemlig med at tilpasse originaldele, når bilers småskader skulle udbedres. Derfor begyndte han og hans dengang 12 ansatte at lave formværktøjer, så det kunne blive både hurtigere og billigere at fremstille alternative karosseridele. Således tog Arne Andersen i 1969 de første spæde skridt mod at skabe en virksomhed, der skulle blive en af de førende til at anvende nye, teknologiske løsninger.

Dengang kostede det nemlig kunden dyrt, når bilens småskader skulle udbedres. For autoværkstederne kunne kun købe komplette originaldele - for eksempel en hel for- eller bagskærm, selv om der kun skulle bruges en lille del af den, og de skulle ofte tilpasses. På værkstedet betød det, at der blev brugt meget tid på pladearbejde - især skærmkanter og paneler.

De unødige omkostninger og arbejdstimer fik Arne Andersen til at tænke kreativt - han begyndte at lave formværktøjer, så det kunne blive både hurtigere og billigere at fremstille karosseridele. Og hans alternativ til originaldelene blev hastigt populært, så i 1974 kunne han give slip på værkstedet til fordel for at dedikere sig fuldt til Klokkerholm.

Fest den 6. september

Klokkerholm Karosseridele A/S kan således i år fejre sit 50 års jubilæum. Selskabet markerer jubilæet med en event-baseret medarbejderdag med fest fredag den 6. september.

- Det er svært at afgøre præcist, hvornår jubilæumsdagen er, men nu vælger vi at bruge den 6. september sammen, siger adm. direktør Kim Weidemann til Motor-magasinet.

Robotterne

I dag foregår produktionen af alternative karosseridele stadig på adressen i Klokkerholm, hvor den nu 25.000 kvadratmeter store virksomhed har formået at holde det lokalt, på trods af at der her produceres halvanden millioner dele årligt, og at de markedsføres i mere end 40 lande i hele verden. Her foregår egenproduktionen i et nærmest symbiotisk forhold mellem mennesker og maskiner - og der er sket en del siden begyndelsen i 1969:

"Robotterne er en del af historien om, hvordan vi kan følge med efterspørgslen, for de kan jo bare gøre tingene hurtigere, end hvis det var et menneske", oplyser Klokkerholm.

Fortiden er dog hverken glemt eller kasseret, og side om side med den nye fiberlaser står en 3D-skærer fra 1992:

"I dag er det over 25 år siden, at den kom, og man må sige, at teknologien har flyttet sig meget siden, men den kan lave nogle ting, der gør, at det stadig godt kan svare sig for os at beholde den", oplyser virksomheden.

Ny udvidelse på vej

Selv om man værner om fortiden hos Klokkerholm, stikker ønsket om at være i front og finde nye og interessante løsninger på problemstillinger ud som lysende punkter igennem virksomhedens historie: I 1973 købte Klokkerholm eksempelvis Skandinaviens første laserskæremaskine. Også nyere tid har budt på spændende tilføjelser til produktionen, blandt andet den førnævnte fiberlaser, der kom til efter et 2017, hvor der var godt gang i salget. Det betød, at man måtte opruste, for at produktionen kunne følge med efterspørgslen.

Selv om Klokkerholm Karosseridele råder over hele 25.000 kvadratmeter under tag, er virksomheden pt på vej mod en ny udvidelse, ekstra 6000 kvadratmeter, som primært skal bruges til lager.

- Vi gør det for at have plads nok. Vi forventer at gå i gang til efteråret og være klar til sommer, forklarer Kim Weidemann, som tog over i 2011 i forbindelse med et generationsskifte i selskabet.

Netop i 2011 solgte familien Andersen virksomheden til kapitalfonden Capidea, som efter fem år i 2016 solgte til det svenske konglomerat Indutrade, som er noteret på børsen i Stockholm. Indutrade, som omsætter for 17 milliarder svenske kroner, består af 200 små og store virksomheder, som ejes for at beholde dem, ikke sælge dem, oplyser Kim Weidemann.

- Vi fik god støtte af Capidea, og det får vi også hos Indutrade, som bakker op om vores investeringer, siger Kim Weidemann.

Et meget fornuftigt år

Klokkerholm Karosseridele sælger i dag sine dele i over 40 lande. Eksportandelen er således over 75 procent.

- Vi vokser både på hjemmemarkedet og i udlandet, siger Kim Weidemann.

- 2019 har indtil videre været et meget fornuftigt år med en god vækst på 5-10 procent, og vi ser positivt på salget for resten af året, tilføjer direktøren, som ikke ønsker at sætte tal på omsætningen.

Klokkerholm tæller i dag godt 100 medarbejdere, hvortil kommer 30 hos Veng i Norge, som Klokkerholm siden 2014 har ejet en tredjedel af.

Mange af virksomhedens medarbejdere, har været en del af koncernen meget længe.

- Vi har både 20, 25 og 40 års jubilarer, som stadig arbejder her. Vi har meget loyale og dedikerede medarbejdere, konstaterer Kim Weidemann.

A1 og WP dele

Klokkerhold Karrosseridele har mere end 35.000 varenumre på lager til over 1000 forskellige bilmodeller. Det kræver logistik på højt plan, og det er netop det, Klokkerholm Karrosseridele er eksperter i.

En stor del af firmaets sortimentet har kvalitet A1, som er en kvalitetsgodkendelse, der er udviklet i samarbejde med forsikringsselskaberne.

Derudover har man et supplerende kvalitetsprogram under navnet WP (Warrenty Products).

Kontakt med værksteder

Hvert år er Klokkerholm i kontakt med flere hundrede skadesværksteder fra alle dele af landet enten ved direkte besøg på værkstedet eller ved møder på de danske fagmesser.

- Det er enormt vigtigt for os, at vi kommer rundt og hører om de oplevelser, folk på værkstederne har med vores produkter, hvad er godt og hvad er skidt. Den viden gør, at vi hele tiden kan udvikle os og blive bedre på alle parametre. Samtidig er vi de senere år blevet markant mere selektive i vores valg af leverandører, hvilket har givet et kvalitetsløft og nu er med til at sikre en stabil høj kvalitet af alle vores produkter, fortæller Michael Nolsøe.

Alternative karosseridele

I år er det 50 år siden, at Arne Andersen tog de første spæde skridt mod at skabe en virksomhed, der skulle give autoværkstederne et alternativ til de dyrere originaldele. Men selv om meget tid er gået, forandringer blevet implementeret, og teknologiske fremskridt har effektiviseret produktionen, lever Klokkerholm Karosseridele stadig efter Arne Andersens oprindelige vision, nemlig at producere alternative karosseridele i høj kvalitet til konkurrencedygtige priser.

Virksomheden har i dag et af Europas bredeste sortimenter, der består af både egenproduktion og karosseridele fra anderkendte eksterne leverandører.

Det er kombinationen af et bredt sortiment og en effektiv logistik - dag-til-dag leverance i Skandinavien - der gør, at Klokkerholm Karosseridele er en af de foretrukne leverandører i branchen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.189|instance-web01