AVANCERET Der bliver lagt store brød i ovnene, eller skulle man hellere sige i malerkabinerne, når Holbæk Autolakering ApS opkøber og udvider. Indehaver af Holbæk Autolakering, Allan Blinkilde, har købt Bjørns Autolak, som skal drives af sønnen Patrick, mens han selv er travlt optaget af at bygge helt nye og imponerende flotte lokaler i Holbæk på 1400 kvadratmeter. Holbæk Autolakering er med i kæden Qars (tidligere LakExperten,red), der maler med Glasurit-produkter.
Tophængslede kabinedøre
Med helt ny teknologi fra Pivat i Sverige, og hele tiden med miljø i baghovedet, både det arbejdsmæssige og det klimamæssige på kloden, bygges nu hvad der skal blive til et af landets førende værksteder, der beskæftiger sig med autolakering. Her er tænkt på den mindste detalje. Helt fra hvordan dørene til kabinerne ikke er sidehængslede men derimod hængslede i toppen på en skinne - og som folder sammen så pladsen udnyttes maksimalt. Her er lifte, som kan sænkes ned i gulvet for at lette arbejdet når tagene på bilerne skal males, og her er helt særlige udluftningssystemer, som kan justeres alt efter hvad det præcis er, som skal suges ud.
Det hele er gennemtænkt ned til de mindste detaljer såsom at gøre gulvene fri for alle former for lister eller karme, så man kan køre en bil igennem hele anlægget uden problemer. Det er blandt andet disse små detaljer, som gør at de ansatte har lyst til at komme og arbejde hos Holbæk Autolakering. Som Allan Blinkilde siger:
- Det her er et sted, hvor vores medarbejdere kan blive, til de er gamle, fordi der bliver passet godt på dem fra starten.
Intelligent boksstyring
De helt særlige malerkabiner fra de i Danmark ikke så kendte svenske Pivat er intelligente på den måde, at de er monteret med et anlæg, som måler trykket inde i kabinen.
Anlægget kan sende en meddelelse til styreboksen om, at den skal øge hastigheden. Og hvis filtrene bliver for beskidte, så systemet ikke kan øge hastigheden mere, sender den en advarsel og kan faktisk lukke ned for anlægget, hvis trykket ikke overholder reglerne. Pivat i Sverige kan desuden holde øje med, hvordan det hele kører. Og det er godt, når man gerne vil passe på medarbejderne, mener Allan Blinkilde.
Fire gange luft-filtrering
Op mod 70-80% af varmen genanvendes, så både klimavenlighed og økonomi er tænkt ind i opbygningen. Med roterende varmevekslere oppe på taget bliver den luft, som er taget ind udefra og varmet op til de passende 22 grader, herefter filtreret fire gange før den ledes ud, mod normalt én enkelt gang. Luften ledes igennem en varmeveksler, som optager varmen, der bruges igen til at varme den nye kolde luft op med.
Det er noget, Allan Blinkilde håber vil kunne spare værkstedet for en del på det økonomiske plan, idet 3-5 % af udgifterne går til forbrug af energi hos andre værksteder.
- Hvis man kunne spare helt op mod 80 % af den udgift, begynder det virkelig at ligne noget, siger Allan Blinkilde.
Han er ikke i tvivl om, at dette værksted bliver noget ganske særligt og forhåbentlig til inspiration for mange værksteder, som skal bygges i fremtiden. Her er alt udtænkt med en imponerende sans for detaljen og med stor respekt for de mennesker, som skal arbejde her. Allan Blinkilde forventer at nå 10-14 ansatte i det nye autolakereri.
Avanceret nybyggeri med fokus på miljø
Når Allan Blinkilde slår dørene op til sit nye autolakeringsværksted i Holbæk, er det med intelligente sprøjtekabiner og miljøstyring.