GARANTI Hvis en mekaniker eksempelvis skifter en skærm og derefter rustbeskytter bilen det pågældende sted, kan Pava, Dinitrol, Suvo og de øvrige antirust-aktører ikke give fortsat garanti på tidligere udført arbejde. Derfor må rustbeskyttelsesbranchen sætte ind overfor denne praksis. Dette synspunkt fremførte teknisk konsulent Finn Larsen på et Pava-kursus i sikkerhed ved arbejde på elbiler afviklet på AUC i Frederikshavn.
Finn Larsen, der netop er tiltrådt hos Dansk Bilbrancheråd efter en årrække hos AutoBranchen Danmark, opfordrede desuden rustbeskyttelses-folkene til at gøre sig mere synlige i branchen og "ude i byen" blandt kunder og forsikringsselskaber, blandt andet ved brug af klistermærker i bilernes forruder.
- Jeg har ofte været efter værksteder, der - stik imod miljølovgivningen - sprøjter med samme produkter som jer, og i øvrigt ofte ikke får penge for det af forsikringsselskaberne. I må ikke have så travl, at I ikke vægter at tjene de penge, der ligger her. Argumentet er fortsat garanti på i forvejen sprøjtede biler hos jer. Forsikringsselskaberne skal jo aflevere bilen til ejeren i samme stand som før skaden, og det gælder også omkring garantier. Så her ligger et stort oplysningsarbejde for jer i rustbeskyttelsesbranchen, sagde Finn Larsen blandt andet.
Han har, som del af AutoBranchen Danmark, udført en kvalitetsundersøgelse for Pava af de tilknyttede, selvstændige centre og har lavet en opsummering, som han omtalte på AUC. Han oplever stor forskel på Pavas tilsluttede centre og opfordrer kædemedlemmerne til i højere grad at dele viden og ideer samt løfte kæden i flok.
Konsulent: Accepter ikke værkstedssprøjtning
Teknisk konsulent Finn Larsen opfordrer rustbeskyttelsesbranchen til ikke at godtage, når mekanikere rustforebygger efter endt reparation.