AUTOVÆRKSTEDER Autogrossisten AD Danmark lancerede først CarSpot kædekonceptet i oktober 2017, men siden er der sket flere ændringer hos AD Danmark under den nye chef, Michael Ullerup, som tiltrådte den 1. januar i år.
Nu relanceres CarSpot som "autobranchens svar på lavpris-flyselskaber".
- CarSpot konceptet er for de værksteder, der kan og vil bestemme selv. Værkstedsejerne blev selvstændige, fordi de vil bestemme selv, og ikke have trukket firkantede regler og retningslinjer ned over hovedet. De vil drive deres egen virksomhed og skabe en god økonomi. Så nu skal vi tilbage til rødderne med værkstedskonceptet CarSpot, udtaler Michael Ullerup, chef for AD Danmark A/S.
- CarSpot er en ny konceptmodel, som kan minde om lavpris-flyselskaberne, hvor alt overflødigt er skåret væk til fordel for meget konkurrencedygtige priser på kerneydelsen, som er reservedele. Det giver en kæmpe økonomisk fordel for værkstederne. Med CarSpot betaler værkstedet kun det, som de har behov for, siger Michael Ullerup.
Intet kontingent eller bidrag
- Koncepter i branchen i dag er på nær små nuancer ens, men med CarSpot bliver der åbnet for nye muligheder til fordel for de frie værksteder. Modsat kutymen i branchen, så betaler man hverken kontingent, bidrag til fælles markedsføring, tilskud til sociale arrangementer eller andre bidrag. CarSpot giver frihed til at drive eget værksted og få maksimalt økonomisk udbytte, udtaler Michael Ullerup.
Han oplyser, at CarSpot konceptet har mulighed for at tilbyde det, man kender fra andre koncepter, såsom kundestyring, markedsføring og finansiering med mere, men værkstederne vælger selv og betaler kun i det omfang, de ønsker at bruge det.
- Derudover tilbyder CarSpot omfattende skiltning, men også reservedelspriser, der gennemsnitligt ligger væsentligt under konkurrerende udbydere - vel at mærke i sammenlignelig kvalitet. Værkstedsejeren vælger selv, om besparelsen skal kanaliseres videre til kunden og dermed give øget konkurrencekraft ved at kunne tilbyde de danske billister kvalitetsreparation til "tyske værkstedspriser", forklarer Michael Ullerup videre.
Vil være landsdækkende
Han siger til Motor-magasinet, at CarSpot i dag omfatter ti værksteder, men at målet er at blive landsdækkende, altså over 100 værksteder.
CarSpots hidtidige værkstedskonceptchef Michael Winding Hansen er stoppet hos AD Danmark, men Michael Ullerup kan ikke lige nu sætte navn på den nye kædechef.
- Vi udsender en meddelelse i næste uge om ny struktur i AD Danmark og ansvarsområder, siger han til Motor-magasinet.
AD Danmark går efter billige reservedele
Værkstedskæden CarSpot, der startede for kun to år siden, gennemgår nu en relancering. Lave priser på kerneydelsen, reservedele og intet kontingent skal øge antallet af CarSports fra nuværende ti til at dække hele landet.