23948sdkhjf

Magnussen ærgrer sig: Grosjean drejede ind i mig

Kevin Magnussen fortæller, at han gerne adlyder teamordrer, men at han ikke har fået forbud om at køre ræs.

FORMEL 1 Det er ikke så længe siden, at Kevin Magnussen og Romain Grosjean kørte sammen på Silverstone-banen i Storbritanniens grandprix.

Søndag var der for andet Formel 1-grandprix i træk kontakt mellem de to Haas-kørere, der dog var i stand til at gennemføre denne gang.

Begge kørere havnede akkurat i pointene i søndagens tyske grandprix på en regnvåd Hockenheim-bane.

Magnussen mener, at det var Grosjean, der lavede en fejl ved at dreje ind i danskeren, som forsøgte at overhale i et sving.

- Sagen er, at vi ikke er blevet bedt om at lade være med at køre ræs. Vi har ikke fået en regel, der hedder, at vi ikke må køre ræs imod hinanden.

- Så jeg prøvede at køre meget konsekvent og gik ind og lukkede. Og da vi bremsede, så drejede han ind. Det er ham, der drejede ind i mig.

- Vi ramte hinanden på hjulene, uden at der skete noget. Men det er stadig bare unødvendigt, siger Magnussen til TV3 Sport.

Grosjean virkede til at have mere fart i bilen, og danskeren blev over radioen bedt om at lade franskmanden overhale.

- Jeg synes, at det er ærgerligt, når vi kunne have undgået det. Jeg adlyder gerne teamordrer, og det viste jeg også i dag.

- Men kontakten kunne godt have været undgået, og heldigvis skete der ikke mere, og vi fik to biler i pointene. Det er det vigtigste, siger Magnussen.

Mens Grosjean blev nier og hentede to point, så endte Magnussen på tiendepladsen med et enkelt point.

Grosjean vurderer, at de to kørere igen skal stå skoleret hos teamchef Günther Steiner efter episoden på Hockenheim.

- Vi ender nok på Günthers kontor og skal se nærmere på den situation. Jeg mener, at jeg var foran, så det var lidt en skam, siger Grosjean til TV3 Sport.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126