23948sdkhjf

Magnussen efter nedtur i Silverstone: Ærgerligt

Både Kevin Magnussen og Romain Grosjean måtte udgå fra grandprixet efter et sammenstød på første omgang.

Ærgerligt.

Sådan beskriver den danske racerkører Kevin Magnussen Formel 1-løbet i Storbritannien, der endte med en kæmpe nedtur for Haas, hvor både Magnussen og teamkollega Romain Grosjean måtte udgå efter at være kørt sammen.

- Ærgerlig weekend. Ærgerligt ikke at få nogle point med hjem endnu en gang, siger danskeren til TV3 Sport.

Sammenstødet skete allerede kort efter start i sæsonens tiende grandprix, der blev kørt på Silverstone-banen i byen af samme navn.

I kampen om at forbedre den 16.- og 14.-plads, som henholdsvis Magnussen og Grosjean var startet på efter en skuffende kvalifikation lørdag, lagde begge Haas-racer aggressivt ud, og det resulterede i kontakt mellem de to.

Magnussen mener dog ikke, at han kunne have gjort noget anderledes.

- Jeg var på yderbanen og brugte så meget af banen, der nu var til rådighed, og blev alligevel ramt. Så der er ikke så meget mere at sige til det, siger han til TV3 Sport.

Magnussen måtte udgå på syvende omgang, hvor han allerede havde fået skiftet dæk, men stadig ikke følte, at bilen var i orden.

Grosjean udgik kort efter på franskmandens ottende omgang. Han havde også svært ved at forklare, hvad der var sket.

- Det er svært at sige, hvad der skete. Noget rammer mit hjul. Det er en blind vinkel, så jeg ved det ikke, siger han til TV3+.

Magnussen håber, at holdet trods nedturen kan tage lidt med hjem fra Storbritannien.

- Forhåbentlig har vi kunnet lære lidt om bilen med de eksperimenter, vi har haft med her. Vi må have de lange briller på lige nu og så prøve at arbejde os igennem det og holde hovedet koldt og være tålmodige samtidig med at arbejde hårdt.

Han ligger samlet nummer 12 i VM-stillingen med 14 point efter 10 af sæsonens 21 løb. Grosjean ligger på 17.-pladsen med 2 point.

I konstruktørernes mesterskab ligger Haas samlet næstsidst.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11