SERVICE I løbet af resterende 2019 og 2020 nærmest eksploderer udbuddet af elbiler - ikke bare på verdensplan, men også i Danmark. Derfor er der et elbil-ryk-ind på vej ude på værkstederne.
Derfor skal værkstederne klart nok investere i værktøj og uddannelse.
I denne artikel gennemgår Steffen Møller Andersen, training manager hos Hyundai Danmark, hvordan de har gjort.
Det måske mest interessante ved udviklingen handler imidlertid slet ikke om nye computere og kursusdage - men om profilen på nye teknikere og mærkets image. Der er mildest talt nyt under solen.
Om selve investeringerne for de cirka 45 Hyundai-værksteder forklarer Steffen Møller Andersen:
- Omkostningerne til hardward er overskuelige. Det, der skal til af nyt værktøj, er isoleret set småpenge for et autoværksted, siger Møller Andersen.
- Nej, investeringerne sker i selve uddannelsen. Dels koster det jo penge at sende folk på uddannelserne. Dels er teknikerne jo ikke på værkstedet, når de er på kursus. Dér er omkostningen.
Uddannelse og videreuddannelse til elbil-teknikere har imidlertid en helt ekstra dimension, nemlig at det har en effekt til at fastholde teknikere og til at lokke nye til.
Steffen Møller Andersen forklarer:
- Jeg ser en tendens i retning af, at de unge synes, at dette med elbiler er fedt. Vi ser, at de i højere grad synes, at Hyundai-værkstedet er et sted at blive. De føler glæde ved at mærke, at der bliver investeret i dem - og de oplever større prestige som elbil-tekniker.
- Men det stopper ikke her, siger Møller Andersen. At vi kan uddanne de unge til at være elbil-teknikere, tiltrækker også en anden type unge mennesker; unge, der måske ellers var på vej ind på gymnasiet.
- Og det får jo os i organisationen - og altså også teknikere - til at føle, det det er fedt være med i et af de brands, der er oppe på beatet!
Sådan helt konkret
Hyundais uddannelsesprogram af elbil-teknikere er bygget således op:
Alle Hyundai-værksteder skal have mindst én elbil-tekniker - eller HVT’er, som det hedder på "hyundaisk" - forkortelsen for High Voltage Technician; højspændings-tekniker.
Uddannelse foregår over to trin, forklarer Steffen Møller Andersen. På uddannelsesforløb 1 certificeres teknikerne til niveau 1, der er et krav for at de overhovedet må skrue på en Hyundai, som det udtrykkes. Dernæst følger niveau 2, expert level, og derefter endelig level 3, HVDT; High Voltage Diagnostic Technician.
- Det er her, man skal anvende højspændingshandsker og den type udstyr. Af sikkerhedsgrunde er det vigtigt, at hver enkelt tekniker lærer at teste udstyret, f.eks. handskerne. Der må således ikke være så meget som en revne i handskerne.
Denne del af uddannelsen er hentet direkte fra uddannelsen af elektrikere, idet der ikke er en særlig dansk lovgivning på dette område for bilmekanikere, forklarer Hyundais uddannelses-ansvarlige.
I øvrigt skal hver enkelt tekniker slutte denne del af uddannelsen af med en eksamen, hvor mindst 70 procent af besvarelserne skal være rigtige, for at man kan bestå.
Lige nu - as we speak, som Steffen siger - er Hyundai ved at rulle dette ud. Målet er, at der skal være flere hundrede teknikerne; et mål, der efter planen først vil nås i 2020. Med til at antallet bliver så stort er også, at der jo er en udskiftning derude, ligesom der kommer nye teknikere ind hele tiden.
Elbiler tiltrækker ny type teknikere
Elbiler kræver ikke den store investering i hardware. Men de lokker en ny type teknikere til. Hyundai-Danmark forklarer, hvordan mærket gør de cirka 45 værksteder klar til elbiler.