JURA Kampen mod hvidvaskning har stor bevågenhed globalt, i EU og i Danmark.
For bilforhandlere er § 5 i Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, bedre kendt som hvidvaskningsloven, den absolut vigtigste paragraf i hele det omfattende lovmateriale, som løbende er udbygget af EU.
Og for en god ordens skyld skal det lige repeteres: Som erhvervsdrivende må man højest modtage 49.999 kr. (og ikke 50.000 kr., hvilket mange glemmer) i kontanter. Betalingen kan heller ikke deles op i rater for at omgå bestemmelsen. Det er som udgangspunkt underordnet, om det omhandler enkelt- eller delbetalinger. Løbende ydelser anses dog ikke i sig selv for at være indbyrdes forbundne, og er derfor ikke omfattet af bestemmelsen.
Betinget fængsel
En dom fra 15. december 2016 fra retten i Sønderborg er vigtig. Heri havde en bilforhandler solgt biler til en udenlandsk køber for sammenlagt 24.340.850 kr.
Forhandleren solgte biler til en køber i Flensborg, der altid mødte personligt op ved køb og både betalte i danske kroner og euro. Salget af biler til kunden fra Flensborg løb over en periode på 14 måneder. Der var tale om 108 forskellige transaktioner.
Til sit forsvar gjorde forhandleren gældende, at han ikke var bekendt med hvidvaskningsloven, herunder kontantforbuddet. Retten fandt i sin afgørelse dette underordnet, ligesom retten fandt, at forholdene kunne karakteriseres som forsætlige. Til trods for, at flere biler blev solgt under 50.000 kr. pr. stk., blev handlerne behandlet sammenlagt, hvorfor kontantforbuddet allerede var brudt.
Anklagemyndigheden krævede en bøde i størrelsesordenen 4.846.305,75 kr. med tillæg på 50 %, hvorfor bøden i alt lød på 7.269.000 kr. Retten idømte forhandleren betinget fængsel på tre måneder.
Om strafudmålingen kan siges, at fængselsstraf sanktionsmæssigt anses som en hårdere straf end en bødestraf, så det kan måske undre, at retten idømmer forhandleren en fængselsstraf.
Til dette kan siges, at retten formentlig har taget højde for den meget høje bødestraf, som anklagemyndigheden krævede som følge af princippet om absolut kumulation, og vurderet, at en betinget fængselsstraf ville være mindre byrdefuld for forhandleren.
Dom sætter ny standard
En dom fra Østre Landsrets fra 26. november 2018 vurderes at skabe præcedens i sager af samme karakter. Her havde et selskab i perioden januar 2017- oktober 2017 modtaget i alt 28 kontantbetalinger, hvor alle hver især oversteg 50.000 kr. og sammenlagt udgjorde 1,7 mio. kr.
Selskabet erklærede sig skyldig, men gjorde gældende, at bøden skulle nedsættes som følge af, at det ansatte personale ikke havde kendskab til kontantforbuddet.
Landsretten gjorde det dog meget klart, at uvidenhed om kontantforbuddet hverken kan medføre bortfald eller nedsættelse af bøden. Til trods for, at ingen af de 28 betalinger var af en sådan størrelse, at 25 % af beløbet over 50.000 kr. udgjorde mere end mindstebøden på 10.000 kr., fandt landsretten at pålægge en bøde på 280.000 kr. (28 x 10.000).
Retten har således med denne dom anlagt en streng praksis ved overtrædelse af kontantforbuddet, hvor der ikke ligesom i dommen fra 2016 og andre tidligere afgørelser, er sket strafnedsættelse.
Kontantforbud rammer bilforhandlerne hårdt
Store bøder og fængselsstraf kan være konsekvensen, hvis en bilforhandler modtager for store beløb i kontanter.