TILPASNING Som landets største autoværkstedskæde iklæder AutoMester sig den grønne førertrøje med konceptet E+, hvor ambitionen er at dække hele Danmark med el-ladestandere, så valget af el- eller hybridbil bliver et mere oplagt alternativ for de danske bilejere.
- Som den største autoværkstedskæde har vi en forpligtelse til at gå forrest, når det kommer til et renere miljø. Derfor vil vi nu bidrage til, at danskerne kommer til at køre grønnere, siger kædechef hos AutoMester, Tommy Stuckert, og tilføjer:
- Vi vil gøre det nemmere og mere bekvemt for danskerne at vælge en el- eller hybridbil, så i takt med, at markedet for el- og hybridbiler udvikler sig, vil vi udbygge infrastrukturen omkring el-ladestandere, så folk i lokalsamfundene kan få ladet deres el- og hybridbiler op. Vores ambition er, at man kan bevæge sig fra den ene ende af landet til den anden via el-ladestandere hos landets AutoMester E+ værksteder. Og så skal det være en selvfølge, at vores E+ værksteder kan tilbyde en el- eller hybridlånebil, ligesom de naturligvis skal kunne servicere el- og hybridbiler på værkstedet.
Øger salg af EV-biler
Ud af AutoMester-kædens 420 værksteder sælger godt 150 medlemmer også biler. Tommy Stuckert forudser, at el- og hybridbilsalget her bliver intensiveret i takt med det nye koncept og den generelt tiltagende efterspørgsel. Liggetiden for el- og hybridbiler til salg er pt. 12-15 dage mod 67 dage for konventionelle benzin- og dieselbiler.
Det nye E+ koncept har fokus på meget mere end el- og hybridbiler og et landsdækkende net af el-ladestandere. Blandt andet skal online-booking samt service- og reparationsaftaler gøre værkstedsbesøg mere bekvemt og let for kunderne, mens bedre vejledning skal være med til at reducere udledningen af CO2 fra den eksisterende danske bilpark. Der er nemlig mange ting, som folk med benzin- og dieselbiler kan gøre for at passe bedre på miljøet.
- Der findes omkring 2,6 millioner personbiler i Danmark, og vi skal være bedre til at vejlede bilejerne om, hvordan de kan komme til at køre grønnere. De kan gøre mange ting, som både gavner miljøet og er godt for deres pengepung, fordi deres biler på den måde holder længere, siger Tommy Stuckert og nævner motor-rens og det rette dæktryk som to muligheder for at reducere CO2-udledningen.
God start på ambition
AutoMesters medlemmer er selvstændige værksteder, der selv vælger, hvornår de ønsker at tiltræde det nye E+ koncept. Kædechefen oplever allerede stor opbakning, og mere end 80 værksteder har givet positive tilkendegivelser om at blive en del af konceptet.
- Det er en flot start og et stort skridt i bestræbelserne på at få et landsdækkende net af el-ladestandere, siger Tommy Stuckert. Han oplyser mekanikerne bliver efteruddannet, så de kan servicere el- og hybridbiler
De tilsluttede værksteder skal selv investere i tilslutningen til det nye koncept. Der er nedsat et udvalg af værksteder for at finde leverandører af eksempelvis ladestandere, dog er der allerede opsat standere enkelte steder, ligesom også nogle medlemmer har el- og hybridbiler som lånebiler.
En marketingkampagne for E+ konceptet sættes i værk fra fredag den 12. april, når alle kædemedlemmer er informeret om det nye tiltag.
AutoMester satser på grønt elbil-koncept
Værkstedskæden lancerer E+ med et landsdækkende el-ladenetvæk for at gøre el- og hybridbiler attraktive for danskerne.