SELVANMELDERORDNINGEN Et samlet Folketing har sat en stopper for selvanmelderordningen, der har gjort det muligt for bileksportører at få refunderet registreringsafgift. Ordningen afskaffes 1. juli 2020. Indtil da vil Motorstyrelsen øge kontroltrykket for eksporten af brugte biler markant.
Samtidig er partierne enige om, at eksportørerne fremadrettet selv skal betale for værdifastsættelsen af egen lomme, og at der udpeges specielle synshaller, så vurderingen af køretøjerne sker på et ensartet grundlag, ligesom bødestørrelsen ved snyd fordobles.
- Vi skal gøre det nemt for dem, der følger reglerne. Og svært for dem, der ikke gør. Og motorområdet har desværre haft for mange eksempler på det sidste. Derfor er listen af initiativer lang. Først og fremmest skal langt flere biler gennem kontrolmøllen. Og på den længere bane afskaffer vi helt selvanmelderordningen på eksportområdet, som desværre er blevet brugt lidt for kreativt, siger skatteminister Karsten Lauritzen.
Svindel for 105 mio. kr. i 2016
Skatteministeriets Koncernrevision har dokumenteret, at alene i 2016 blev bilerne på selvanmelderordningen værdiansat omkring 215 millioner kroner for højt. Det svarer til svindel med registreringsafgiften for 105 millioner kroner.
DR har fået aktindsigt i rapporten fra Skatteministeriets Koncernrevision. Her fremgår det, at firmaer i 2016 selvanmeldte knap 20.000 biler. De blev i gennemsnit værdisat, så der blev blevet udbetalt 8.000 kroner mere per eksporteret bil via selvanmelderordningen end gennem skatteforvaltningens egen ordning.
Udbetalinger kaldes eksportgodtgørelse og toppede i 2015 med 1,4 milliarder kroner. Det faldt det efterfølgende år til 1,3 milliarder kroner grundet sænkningen i registreringsafgiften.
Da eksportgodtgørelsen blev indført i 2002 estimerede Skat, at ordningen ville koste staten 35 millioner kroner om året.
Omfattende personalenedskæringer i Skat samt nem digital adgang til motorregisteret via DMR (digitale Motor Register) satte i praksis kontrolfunktionen ud af drift. Derfor har selvanmelderordningen de senere år fungeret som et tag-selv-bord for kreative forretningsdrivende. Sagen minder om skandalen om udbetaling af udbytteskat, hvor det også har været muligt uberettiget af få udbetalt betydelige beløb fra Skat.
Fjortendobling på to år
Ind til selvanmelderordningen blev indført, blev alle biler, der skulle eksporteres, kontrolleret af Skats egne vurderingsmænd. Dengang lå eksporten på cirka 4.500 biler om året. Men da ordningen blev indført, blev vurderingsmændene afskaffet. Det betød, at antallet af eksporterede biler steg voldsomt til 30.000 i 2006 og 63.000 biler i 2007. En fjortendobling på bare to år. I 2018 år blev der udbetalt eksportgodtgørelse for 34.000 biler.
Som erstatning for selvanmelderordningen er der i aftalen afsat 50 mio. kr. til styrket kontrol. I Motorstyrelse i Aalborg udvides med mellem 50 og 100 mand, som bliver dem, som får til opgave at værdiansætte og føre kontrol med motorområdet. Hidtil har blot syv ansatte haft til opgave at føre kontrol med eksporten af biler.
Det nye korps af vurderingsmænd skal finansieres af branchen selv, som bliver pålagt et gebyr på knap 2.000 kroner, hver gang registreringsafgiften på en eksporteret bil kræves retur.
Selvanmelderordning får saksen
Et spadestik dybere om ugens store emne. Forstå selvanmelserordningen - og hvorfor den er blevet standset.