23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Har Kevin en chance?

Danmarks mest vidende Formel 1-ekspert, Peter Nygaard, giver her den virkelige vurdering af Kevin Magnussens muligheder i Formel 1’s 2019-sæson.

FORMEL 1 Haas-teamet sluttede på en flot femteplads i konstruktør-VM 2018, og bejlede gennem store dele af sæsonen faktisk til den samlede fjerdeplads. Kevin Magnussen scorede hovedparten af teamets point, og sluttede på niendeplads i det individuelle VM med 56 point. Hans teamkammerat Romain Grosjean blev nummer 14 med 37 point.

Kan Haas og Magnussen gøre det bedre i år? Det korte svar er: Næppe.

For det første var Haas´ femteplads i 2018 reelt en sjetteplads. Da Force India midt på sæsonen blev solgt til nye ejere og skiftede navn til Racing Point, mistede de alle point fra første halvdel. Hvis de havde fået lov at medregne point fra begge sæsonhalvdele, var Force India/Racing Point sluttet foran Haas.

For det andet under-præsterede et par af Haas´ nærmeste konkurrenter i 2018. Renault, der sluttede på fjerdepladsen, og McLaren på sjettepladsen har tre-fire gange så mange medarbejdere som Magnussens team, og den forskel vil før eller siden blive afgørende. Og jo - Haas mistede mange point på grund af små, dumme fejl, der sandsynligvis kan undgås i 2019. Men det samme gjorde deres nærmeste konkurrenter, og de har bare endnu større resurser til at reducere fejlkvoten i den kommende sæson.

Og for det tredje er kampen i midterfeltet skærpet yderligere. Renault har efter min bedste overbevisning lagt afstand til midterfeltet, og truer nu Red Bulls tredjeplads. Men bortset fra Williams, der synes isoleret i bunden, ser de øvrige fem teams ud til at ligge tættere end nogensinde. Med nye ejere og øgede budgetter er Racing Point i fremgang, og Toro Rosso vil nyde godt af at ’moder-teamet’ Red Bull nu også kører med Honda. McLaren får med to nye, sultne kørere en tiltrængt ’ny’ start, og kan samtidig udnytte erfaringen fra deres første sæson med Renault-motorer. Sauber hedder nu Alfa Romeo, og navneskiftet understreger både de tættere relationer til Ferrari/FIAT og den forbedrede økonomi. OG - de har nu erfarne og stadig hurtige Kimi Raikkonen som førstekører.

Det betyder alt sammen, at Haas efter min mening skal være glade, hvis de kan forsvare femtepladsen. Og at en ny top-10 slutplacering til Kevin Magnussen vil være absolut godkendt.

Som Kevin selv siger det: "Målet for 2019 er at tage et skridt fremad. Men det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal avancere fra den femteplads, vi sluttede på i konstruktør-VM 2018: En ny femteplads men med flere point på kontoen vil også være et skridt fremad".



Peter Nygaard har som journalist dækket Formel 1 siden 1982. Han har overværet 581 af de 997 grandprixer.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.14|instance-web04