Ny mekanikersport - de 5 driftteknikker

KØRETEKNIK Har du funderet over, hvordan pokker de gør det; driftkørerne. Der i øvrigt er ved at udvikle sig til en rigtig mekaniker-sport. Dels fordi bilerne er forholdsvis billige at bygge op. Og dels fordi der altid er et stort arbejde med at banke buler ud, når man kommer hjem. Hvordan man banker buler ud, tager vi en anden gang - hvordan man kører, gennemgår vi her.
Teknik 1. Håndbremsen
Kør hen mod svinget i 2. gear. Du styrer ind i svinget ved at dreje rattet mod højre. Kun en anelse inde i svinget kobler du ud og trækker hårdt og kort i håndbremsen. Bagenden skrider nu ud, og i én bevægelse styrer du kontra, altså mod venstre, slipper håndbremsen igen og kobler til. Herefter er det om at give godt med gas.
Teknik 2. Fodbremsen
Du opnår det samme som med håndbremsen; bagenden skrider ud. Teknikken er sværere end med håndbremsen, først og fremmest fordi den kræver højere fart. For meget bremsning og bilen skrider med alle fire hjul, og for lidt bremsning, og bagenden skrider slet ikke ud.
Teknik 3. Kobling + gas
Et rigtigt rallytrick. Kør hen mod vores højresving i 2. gear. Kør lidt langsomt frem, styr ind mod højre, og lidt inde i svinget gør du dette: Kobler ud, gi’r fuld gas, og slipper så koblingen brat. Teknikken er effektiv til at tvinge bagenden ud, selv om asfalten er tør og grebet stort fra selv brede bagdæk.
Teknik 4. Gas!
Den klassiske måde at lægge en bil i drift på er at give så meget gas, at bagdækkene spinner, mister grebet, og bagenden skrider ud: Kør hen mod svinget også denne gang i 2. gear. Drej ind mod højre, og giv nu så meget gas, at bagdækkene slipper. Som i de øvrige drift-teknikker gælder det om at styre kontra, når bagenden skrider ud.
Teknik 5. Zigzag
Zigzag eller "the Scandinavian Flick", anvendes først og fremmest af norske, svenske og finske rallykørere - deraf navnet. Temmelig høj hastighed, måske 85-90 km/t, du er i 2. gear. Et godt stykke før højresvinget drejer du blødt mod venstre - altså modsatte side. Samtidig slipper du speederen. Herefter styrer du noget skarpere mod højre, end du ville gøre, hvis du ikke var midt i et Scandinavian Flick. Og bagenden skrider ud!! Herefter skal du bare styre kontra.
Når det driller
Især to fejl er typiske, når man er ny i faget:
1) I første omgang, at man ikke tør give gas nok, når bagenden skal skride ud. Men gør det nu. Gas geben!
2) Og næste, når man har fået lidt mere mod er fejlen at køre for hurtigt ind i svinget, så fordækkene skrider ud. I det tilfælde er der kun ét at gøre: At angribe næste sving med tilstrækkelig lav hastighed.