Bod, bilimportører og dummebøder

JURA Den normale forståelse af ordet "dummebøde" er en sum penge, som nogen med trusler om vold eller anden straf kræver betalt af en anden, som har begået en ubetydelig forseelse eller har undladt at gøre noget bestemt.

Min erfaring fra gennemgang af mange, mange forhandlerkontrakter er trods alt, at man rent juridiske ikke finder dummebøder i disse. Dét man genfinder i gensidigt bebyrdende aftaler, herunder i forhandlerkontrakter, er bestemmelser om "bod", som karakteriseres som en godtgørelse

Som beskrevet i forrige klumme har muligheden for at pålægge den autoriserede forhandler eller det autoriserede værksted en bod i stigende grad fundet vej ind i flere og flere forhandlerkontrakter.

Som det også er nævnt, kan der være gode grunde til på forhånd at aftale, at en sanktion for misligholdelse udløser en bod af en på forhånd bestemt størrelse.

Dels har man på forhånd mulighed for at lave en risikovurdering af en misligholdelse og dels slipper parterne for et bruge ressourcer på en tvist om størrelsen af et erstatningskrav.

På den anden side ligger det klart, at det langt fra er alle overtrædelser af forhandlerkontrakternes bestemmelser, som kan eller vil udløse et økonomisk tab for modparten, og at en bestemmelse om en bod for overtrædelse af disse har til formål at opdrage eller straffe mere end formålet er, at stille modparten som om misligholdelsen ikke var sket.

En bestemmelse om tilbagebetaling af beløb, som er modtaget med urette, vil normalt være et for begge parter rimeligt aftalevilkår.

Uberettiget garantibetaling
Et godt eksempel på dette, er betalingen for det autoriserede værksteds udførelse af garantiarbejde. Dér, hvor en sådan bestemmelse kan opleves som urimelig, kan være tilfælde, hvor vurderingen af, om garantibetalingen har været uberettiget eller ej alene afgøres af fabrikken/bilimportøren uden mulighed for indsigelse fra det autoriserede værksted, og hvor retten til tilbagebetaling også udløser en direkte adgang til at debitere det autoriserede værksteds konto eller modregne i det autoriserede værksteds øvrige krav på betaling, f.eks. en opnået bonus.

Der er også eksempler på, at en bilfabrik eller bilimportør ved en kontrolgennemgang af det autoriserede værksteds garantisager for det seneste kvartal, kan ekstrapolere fejl i eksempelvis fem pct. af sagerne til at kræve tilbagebetaling af fem pct. af det seneste års garantibetalinger uden pligt til konkret at gennemgå disse med henblik på at dokumentere, at der rent faktisk er tale om fejl i fem pct. af sagerne.

Påtager man sig en sådan forpligtelse, er der en risiko for, at man som autoriseret værksted mister betaling for korrekt udført garantiarbejde, hvis der reelt ikke har været tale om fejl i fem pct. af garantisagerne for det seneste år.

Omvendt kan man selvfølgelig hævde, at vilkåret er en gevinst for det autoriserede værksted, hvis fejlprocent i det seneste år reelt har ligget over fem pct.

Ingen EU-regler på området
De juridiske rammer for, hvad der rent konkurrenceretligt kan aftales mellem en bilimportør og en reparatør, er reguleret i EU-gruppefritagelserne. De gældende EU-gruppefritagelser har i grove træk kun krav til kontraktens bestemmelser i relation til konkurrencebegrænsende forhold, dvs. om adgang til teknisk information, originale reservedele, indretning af distributionssystemet og købsmål. Kontraktens øvrige afsnit om f.eks. opsigelse, konfliktløsning, erstatning, bod, misligholdelse, administrative krav, kontrol og leveringsbetingelser er i meget vidt omfang undergivet parternes frie aftale.

Der er derfor ikke noget hverken i dansk ret eller i EUs gruppefritagelser for aftaler mellem fabrikker og bilimportører på den ene side og autoriserede forhandlere og værksteder på den anden side til hinder for at aftale bestemmelser om bod ved misligholdelse.

Jævnbyrdigt forhold?
Normalt vil et jævnbyrdigt forhold udløse en kontrakt med et balanceret forhold af forpligtelser og rettigheder mellem parterne. Der er (bortset fra tvang og svig) imidlertid ikke noget ulovligt i at to erhvervsdrivende fordeler byrderne hovedsagligt på den ene part, mens den anden part omvendt har de fleste rettigheder.

Hvis der herfra skal gives nogle anbefalinger generelt til forhandling af leverandørkontrakter, så bør bestemmelser om bod så vidt muligt alene knyttes til misligholdelse, som reelt medfører et økonomisk tab for modparten og ikke til bestemmelser, hvor boden alene har karakter af en straf.

Det kan også anbefales, at bod ikke er den første misligholdelsesbeføjelse, som udløses.

Hvis man kan tale om en almindelig dansk tradition for udfærdigelse af kontrakter, så vil den sædvanlige fremgangsmåde ved misligholdelse være en påtale eller advarsel med et rimeligt varsel til at bringe misligholdelsen ud af verden, før der skrides til krav om bod.

Det vil også være sædvanligt, at bod kun kommer på tale, hvor misligholdelsen ligger ud over det rent bagatelagtige, hvor misligholdelsen sker gentagne gange, og hvor der ikke er tale om undskyldelige omstændigheder.