VIS OS DIN BIL Mange bilforhandlere har en passion for biler og har en stribe eksotiske modeller holdende hjemme i den private garage. Bjarne Nielsen er imidlertid undtagelsen, selv om han på 30 år har opbygget en af Danmarks største forretninger med i alt 10 bilhuse og omkring 300 ansatte.
Han erklærer, at han er lige glad med hestekræfter. Det handler om noget helt, helt andet: Drivkraften i forretningsimperiet er ønsket om at levere en handel, så både køber og sælger er glade - for så kommer kunderne igen, som han formulerer det. Opskriften er lykkedes, men han kunne lige så godt være endt med at sælge noget helt andet.
- Nogle gange skal man næsten have lov til at købe den brugte bil, som kunden kommer ind med for at kigge på en ny, for rigtig mange danskere synes jo, at deres brugte bil er den bedste, de har ejet. Men der er jo en grund til, at de kigger på en ny bil, så som regel ender det med en handel.
Den jyske kunst udi underdrivelse er ikke til at tage fejl af, når det gælder Bjarne Nielsen, der kan fejre, at det er 30 år siden, han overtog den daværende Ford-forretning i Herning.
At han blev bilforhandler, er mere eller mindre tilfældigt, for det hele begyndte, da hans far døde, og han derefter måtte hjælpe moderen med en købmandsbutik i Varde.
Lige nu har Bjarne Nielsen seks forskellige bilmærker i butikkerne og for ikke at favorisere et enkelt mærke, skifter han hele tiden den bil, han selv kører i. Til interviewet stiller han op i en Volvo XC60, men det kunne lige så godt have været en Renault, for Bjarne skifter bil tre til fem gange om året.
- I princippet er min egen bil også altid til salg, men det er klart at med så mange forskellige mærker, er jeg nødt til at skifte ofte for at prøve produkterne. Set over en bred kam er det en fantastisk udvikling, bilerne har gennemgået de senere år. Der er jo ingen rigtig dårlige biler mere, og for de fleste kunder er det en oplevelse at prøve en helt ny bil.
- I begyndelsen af 1980’erne solgte vi Ford ved at forklare kunderne, at der var to nakkestøtter i og to sidespejle, og ved næste model var sidespejlene elektrisk indstillelige indefra. I dag må vi sige at lige om lidt, så kører bilerne helt selv. Det er da en fantastisk udvikling.
Bjarne Nielsen - hvis du skal pege på netop dét, der giver dig størst køreglæde, hvad er det så?
- Antallet af hestekræfter komplet ligegyldigt. Nej, det handler om komforten i bilen og den samlede oplevelse. Det er blevet så afslappende at køre bil med de nye elektroniske systemer.
Som f. eks. i Volvoen der?
- Præcis.
Hvad kører du selv i, Bjarne?
Antallet af hestekræfter er komplet ligegyldigt. Nej, det handler om komforten i bilen og den samlede oplevelse. Sådan siger en af landets tunge drenge i bilbranchen, Bjarne Nielsen.