Q&A ? Nu vil i gerne hedde Semler Mobility. Hvorfor vælger I at skifte navn?
! Semler Mobility er fællesbetegnelsen for Mobilitetsdivision i Semler, det vil sige import, detail og leasing. Det er vigtigt, at vi på tværs af værdikæden og sammen med forhandlerne tænker i, hvordan vi kan løse kundernes mobilitetsbehov.
For at sikre denne holistiske tænkning og for at møde behovene, arbejder vi med mobilitetsbegrebet og bringer det nu ud i vores navn.
? Hvad er visionen for Semler Mobility?
!Vi er på markedet for individuel persontransport - altså mobilitet. Og på det marked vil vi være den mest digitale, effektive og kundevendte leverandør af mobilitetsydelser.
? Volkswagen har siden Dieselgate været igennem en del rutcheture. Alligevel er mærket i dag Danmarks mest solgte! Hvordan forklarer du det?
! Helt kort: Vi er gået ydmygt til værks og stået bag kunderne.
? Er Volkswagen og søstermærkerne kommet for sent i gang i udvikling af grønne biler; altså hybrid og el?
! Nej, det er de ikke. Volkswagen-koncernen er en af de spillere, der er aller længst fremme og har lagt de mest aggressive investeringsplaner. Om ganske få uger vil vi se vores første elbil, Audi e-tron indtage de danske forhandlere og lidt senere på året kommer Porsche Taycan. Begge er 100 procent el-biler med lang rækkevidde og hurtig opladningstid.
De nye el- og hybrid-drivlinjer kommer til at supplere benzin og diesel i mange år frem endnu. De dækker forskellige behov, og vi vil ikke se et skifte fra den ene dag til den anden.
? Hvad er din seneste vilde idé?
! At Motor-magasinet måske også skulle få sig et nyt navn!
Q&A: Derfor skifter Semler navn
Q&A: Importøren af Volkswagen, Audi og flere andre bilmærker, Skandinavisk Motor Co., har netop skiftet navn til Semler Mobility. Et godt indarbejdet navn overhales af et moderne engelsk ord. Hvad gemmer der sig bag byttet, adm. direktør Ulrik Drejsig? Og nu vi er i gang: Hvordan kunne I vinde salgsracet 2018 i kølvandet på Dieselgate?