23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Sultne unge løver på spring ind i branchen

11 nye biløkonomer fik tankevækkende ord med på vejen under dimissionen i Nyborg.

UDDANNELSE - Nu skal I ud og være sultne og agile, løsningsorienterede og gode til at eksekvere, lød det fra Leon Kallesøe Witte, salgschef hos Hyundai Danmark, der selv er en af landets først uddannede biløkonomer, da han fredag var indbudt som gæstetaler ved et kuld nye biløkonomers dimission på Bilbranchen/DI’s kursuscenter i Nyborg.

Sammen med det fint kæmmede - men forhåbentlig ikke helt tæmmede - kuld biløkonomer var fremmødt arbejdsgivere, forældre og kærester.

Leon Kallesø Witte kunne fortælle, at halvdelen af hans salgsstab i dag er biløkonomer, som han sammenlignede med stærkt brugbare schweizerknive mere end smarte fyre m/k i spidse sko med tilbagestrøget hår.

- I skal opfylde kundernes stadig mere komplekse ønsker. Tæl ikke timer, men knokl igennem, inden I får stiftet familie, så finder lønnen jer, lød endnu et råd fra salgschefen, der også har tre år fra den frie branche på CV’et hos FTZ/Automester, som Leon Kallesø Witte fandt super lærerigt med innovative koncepter.

Kvikke digitale hoveder

Direktør i Bilbranchen/DI, Thomas Møller Sørensen, der er samarbejdspartner med Biløkonomuddannelsen, talte om at gøre karriere i "verdens bedste branche", hvor alt forandres lynhurtigt, og hvor tidligere tiders branche-værdikæde er brudt med nye digitale aktører som Apple, Google og herhjemme Autouncle, Autobutler og Autoproff.

- Der er brug for kvikke hoveder i en tid, der er præget af evolution mere end revolution. Den digitale tid kræver, at der kun er få skud i bøssen til at få lukket en bilhandel. Men jeg tror, at mange private i årene fremover stadig gerne vil have egen bil fremfor at dele, lød det fra Thomas Møller Sørensen. Han nævnte teknologiens mantra CASA - Connectivity, Autonomous, Share og Elektrification mere som mulighed end trussel for bilforhandlere, der kan håndtere data.

Klædt godt på

Fra de nyudklækkede biløkonomer takkede Andreas Nørgaard, Autohuset Vestergaard, på holdets vegne for uddannelsen og nævnte især de spændende temadage, udlandsture til London, Hannover, Kina og sin egen udlandspraktik i USA tre måneder som elementer, der er udviklende personligt og fagligt.

- Vi har grinet lidt undervejs af jeres evindelige snak om netværk, netværk, netværk. Men det giver mening, og vi kan nu se, at det kommer os til gode, sagde Andreas Nørgaard og overrakte gavekurve til uddannelseskoordinator Finn Rolighed og lærerne Anne Sejer Hansen og Duccio Nuoto.

Finn Rolighed kvitterede med at ønske holdet held og lykke på vejen frem med den helt unikke danske uddannelse i bagagen, med skift mellem teori og praksis, som også har klædt de studerende godt på med blandt andet en innovationcamp samt workshop om forandringsledelse.

- Lige så vigtig som knowhow er know who - hjælp hinanden derude i netværket. Vi sender jer afsted med stolthed. Fortsæt jeres gode humor, hvor I også skal kunne grine af jer selv. Så får I et godt arbejdsliv og en god karriere, sagde Finn Rolighed blandt andet.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.187|instance-web04