HÆDER Har man aktivt hævet niveauet for kompetence i autobranchen, er der chance for at stå med en check i hånden på 10.000 kroner, sponsoreret af Q8Oils, og en plade i biløkonomernes Hall of Fame på købmandsskolen i Aarhus. Forleden var det en smilende Jan Lang, Bilinfo/Bilbasen under eBay, der fik overrakt hæderen Biløkonomprisen.
I en tale sagde uddannelseskoordinator Finn Rolighed, at Jan Lang - som den 13. i rækken af branchefolk - besidder en oprigtig intention om at hjælpe branchen, er eminent til at læse trends og stemninger i branchen og gøre det brugbart for både branche og bilkøbere via sit PR-arbejde og utallige markedsanalyser, samt på en pudsig og overskudsagtig måde er både en skarp kommunikatør og god netværker.
Med til at gøre sig fortjent er også, at Jan Lang, som kontaktperson hos sponsorerende eBay til biløkonomuddannelsen, har skabt seminarer og events med spændende foredragsholdere.
- Du er blevet en af landets førende kommentatorer om bilbranchen i medierne, og som et entusiastisk og innovativt menneske får du Biløkonomprisen, fordi vi også sætter stor pris på vores gode samarbejde, sagde Finn Rolighed.
Jan Lang takkede og kaldte sit arbejde for og med landet bilforhandlere for hyperspændende.
- Biløkonomi - og dermed biløkonomer - har stor betydning for danskernes privatøkonomi. Branchen rykker sig konstant og er forandringsparat. Jeg møder mange ildsjæle, og her gør især mange biløkonomer en forskel og bringer nyt blod og nye ideer til branchen, sagde Jan Lang blandet andet.
Jan Lang i Hall of Fame
PR-konsulenten fra Bilinfo/Bilbasen hædret med Biløkonomprisen 2019.