DANSK METAL Danmark har brug for kvalificeret, faglært arbejdskraft. Og Danmark har brug for dygtige mekanikere. Derfor er det helt essentielt, at de danske autoværksteder uddanner lærlinge. For vi kan ikke undvære automekanikerne, karrosseriteknikerne, lastvognsmekanikerne og alle de andre dygtige faglærte med hænderne skruet ordentligt på.
Her ved årsskiftet er det naturligt at gøre status over året, der gik. I Dansk Metal mener vi, at 2018 var et år, vi kan være glade for.
De seneste år har vi i Dansk Metal været med til at sætte fokus på erhvervsuddannelserne (EUD), og det var derfor en stor fornøjelse, da det lykkedes at få fjernet omprioriteringsbidraget. Der var lagt op til store besparelser, men politikerne kom til fornuft. For det nytter ikke at spare på erhvervsuddannelserne, når vi er så afhængige af den kvalificerede, faglærte arbejdskraft.
Der er mange gode takter i det EUD-udspil, der blev vedtaget i 2018. Det kan være med til at sikre, at endnu flere unge vælger en faglært uddannelse efter folkeskolen. Noget, vi i høj grad støtter op om. Dels fordi en faglært uddannelse er en sikker vej til et godt job, dels fordi en faglært uddannelse også kan give et fantastisk godt afsæt for efter- og videreuddannelse til eksempelvis autoteknolog eller maskinmester.
Noget af det særlige ved en erhvervsuddannelse er, at den veksler mellem skoleophold og praktikuddannelse i virksomhederne. EUD-udspillet gør, at vi er ved at have skoledelen på plads. Så nu skal der også fuld fokus på den del af uddannelsen, der foregår i virksomhederne.
I den forbindelse skal flere virksomheder være mere synlige overfor de unge og deres forældre - det skal gerne ske allerede i folkeskolen.
Heldigvis ser vi allerede en stigning i antallet at praktikpladser. Det er vigtigt, at denne stigning fortsætter. Samtidig et det vigtigt, at flere virksomheder i højere grad end i dag tilbyder den kommende lærling en almindelig uddannelsesaftale til hele uddannelsesforløbet som mekaniker fremfor som i dag, hvor for mange blot tilbyder korte uddannelsesaftaler med den usikkerhed, det giver den enkelte lærling. Særligt det vil vi i Dansk Metal bruge 2019 på at slå et slag for.
Med tak for et godt 2018 og ønske om et godt 2019.
Kasper Palm,
sekretariatschef i Dansk Metals uddannelsessekretariat
Mekanikere er vigtige for Danmark
2019 kan blive et endnu bedre år end 2018, hvis vi sammen fortsætter med at arbejde for, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse, udtaler Dansk Metal.