23948sdkhjf

Bremseproducent vil udvide – naboer er bekymrede

Brug af opløsningsmidlet Toluen hører ikke hjemme i et boligområde mener naboerne til Meneta.

MILJØ Meneta, der producerer dele til bremsesystemer, vil gerne udvide sin produktion i byen Stige nord for Odense med 2.400 kvadratmeter. Det skriver Fyens.dk.

Derfor har virksomheden sendt et brev til de nærmeste naboer, hvor man gør rede for planerne. En af disse, Kresten Andreasen, bad om et møde med virksomheden, og det gav grobund for bekymring.

- De fortalte, at de skulle arbejde med en ny metode, hvor de blandt andet skulle opbevare store mængder af opløsningsmidlet Toluen. Det er vi selvfølgelig bekymret for. Og vi synes jo ikke ligefrem, at det er sund fornuft, hvis sådan en kemisk produktion skal ligge midt i et boligområde, siger Kresten Andreasen til Fyens.dk.

Meneta har ikke ønsket at kommentere udvidelsesplanerne overfor Fyens.dk, og hos Odense Kommune fortæller kontorchef Anette Pihl Nielsen fra Erhvervskontakten, at man endnu ikke har modtaget nogen ansøgning – hverken om udvidelse eller om arbejde med nye kemikalier.

- Men der er allerede tilsyn med virksomheden, som overholder alle elementer i miljølovgivningen, og sådan vil det selvfølgelig også skulle være fremadrettet, siger Anette Pihl Nielsen til Fyens.dk.

Virksomheden Meneta A/S blev stiftet i 1953 og i dag en af verdens førende producenter af gummidele til bremser - dele, som nedsætter larm og vibrationer. Meneta har også afdelinger i Kina, Indien og USA og ejes af amerikaneren Steve Wang.

Originalartikel: https://www.fyens.dk/odense/Naboer-frygter-planer-om-kemisk-produktion/artikel/3312549

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.205