AUTIG Risikoen for at vågne op til dramatiske forandringer i det nye år er behersket, men der er en fremadskridende proces i gang, som tegner sig stadig tydeligere. I den udviklingsproces spiller data fra de internetforbundne biler en vigtig rolle - ikke kun fordi de repræsenterer et vigtigt skridt i retning af fremtidens førerløse køretøjer, men af den årsag, at de nu, og i de nærmeste mange år, bliver retningsgivende for udvikling af branchens forretningsmodeller. Og i sidste ende for, hvem der når frem til næste niveau i spillet. 
 
Problemet er, at den hastige udvikling på området er løbet fra lovgiverne, og branchen befinder sig i et lovgivningsmæssigt limbo, hvor bilfabrikkerne har sat sig tungt på datatrafikken og reelt øger sine konkurrencefordele, for hver dag der går uden lovgivning. 
 
Bilfabrikkerne har arbejdet ihærdigt for at sikre sig rettighederne til alle de data, som de nye forbundne biler genererer. Med disse data kan de kontrollere markedet og begrænse konkurrencen fra de uafhængige leverandører. 
 
Men lovgiverne er opmærksomme på problemet og forbereder sig på at ændre tingenes tilstand. Tiden hvor bilfabrikkerne står alene med serveretten rinder ud. Der skal sikres fri konkurrence på fuldstændig lige vilkår, og det kan kun ske gennem lovgivning, som tager højde for den tekniske udvikling i bilerne og de reelle tilstande på eftermarkedet. 
 
 
 
I AUTIG går vi ind for fri bevægelighed for data med udgangspunkt i, at bilejeren frit kan vælge den service, de ønsker og frit kan vælge, hvem der skal levere servicen. Det er ganske enkelt forudsætningen for, at bilejerne får tilbudt en pris, som afspejler sund konkurrence på markedet og der er derfor akut brug for et regelsæt, som omfatter både forbrugerbeskyttelse og konkurrenceforhold på området. 
 
Fra et overordnet synspunkt er regulering af adgang til data en nødvendighed, når markedet bliver afskærmet for konkurrence uden et lovindgreb. Lige adgang til data kan forhindre uhensigtsmæssig markedsdominans, der i værste fald kan ende med et monopol. 
 
 
 
Godt nytår! 
 
 
 
Frank R. Hansen, 
 
direktør i AUTIG, Autobranchens Handels- & Industriforening i Danmark
En branche under stadig forandring
2019 vil efter alt at dømme blive endnu et begivenhedsrigt år for autobranchens leverandører, der er i fuld gang med en tilpasning til fremtidens udfordringer.