DASU Dansk bilsport har længe haft stærke partnere blandt autobranchen, men i 2018 har vi taget hul på et endnu stærkere partnerskab mellem Dansk Automobil Sports Union (DASU) og en række velkendte aktører inden for bilbranchen.
DASU har i 2018 lanceret projektet Hestekræfter - motorsport på skoleskemaet. Med støtte fra Villum Fonden giver vi dermed folkeskoleelever landet over mulighed for at flytte undervisningen ud af de vante rammer og ud på racerbanerne. Vores skoleprojekt er kun muligt med den støtte, vi får fra partnere som DINO, Dansk Metal og AutoBranchen Danmark. Det er en støtte, der gør det muligt for os at brede projektet ud over landet. I skrivende stund er 25 skoler tilmeldt projektet i foråret 2019, hvor eleverne gennem flere uger skal kombinere kørsel i gokart med fysik, matematik, idræt og mange flere fag.
Det er et projekt, hvor vi får vist, at motorsport kan meget mere end at give os fascination og spænding om søndagen, når Kevin Magnussen og co. racer rundt. Det er et projekt, der kan vise skoleelever i udskolingen de mange facetter, der er i motorsporten. Og det kan vise dem, at der er endnu flere spændende karrieremuligheder inden for autobranchen, end de måske lige havde regnet med.
Det er vores håb, at langt flere skoleelever får øjnene op for, hvad erhvervsuddannelserne kan tilbyde netop dem. De får med skoleprojektet indsigt i sporten og branchen på en ny, anderledes og meget praktisk måde - fremfor blot at høre om branchen fra vejledere og lignende på et abstrakt og rent teoretisk plan.
Det er også vores håb, at autobranchen, erhvervsuddannelserne samt skolerne vil gribe denne mulighed der nu opstår for at gøre opmærksom på netop dén karriereretning for skoleeleverne. Det kan være gennem yderligere partnerskaber, gennem lokale og regionale bidrag til projektforløbene på landets gokartbaner. For med dette projekt får både bilsporten og bilbranchen en stærk platform til at vise, hvad vi kan - og hvad skoleeleverne kan få ud af at blive en del af os.
Derfor håber vi, at 2019 bliver året, hvor vi alle i autobranchen, sporten, bilsportsklubberne og erhvervsuddannelserne står endnu mere sammen!
Godt nytår!
Ture Hansen,
Generalsekretær, Dansk Automobil Sports Union
Sammen om motorsporten
Endnu mere samarbejde mellem motorsporten og autobranchen skal få tag i skoleelever til ræs og branche-uddannelser.