DBI Året 2018 vil af de fleste blive husket som et år i klimaets og miljøets tegn. Statsministeren åbnede folketingsåret med en udmelding, der for alvor satte gang i den grønne debat: "Der skal kun sælges nul- og lavemissions biler i 2030". Med disse ord fulgte en klimaplan, hvor de store emner var lokal luftforurening og miljøzoner samt fokus på lav- og nulemissionsbiler. 
 
Her, 5 minutter i 12, diskuteres afgiftsforholdene for elbiler igen - de bliver frosset to år og med lidt bedre vilkår. Det er bestemt godt på den korte bane. Men de rammer, der skal give forbrugerne og bilbranchen stabile, langsigtede rammevilkår frem mod 2030, skal også på plads. Det skal en kommende kommission tage sig af inden 2020. Her byder De Danske Bilimportører gerne ind med viden og indsigt om branchen og teknologiudviklingen, ligesom vi naturligvis har et godt bud på, hvordan man bør skrue en ny model sammen - en model, der gør det attraktivt at vælge de miljørigtige løsninger og samtidig sikrer det provenu, som man kan blive enige om politisk. 
 
 
 
Det forslag, vi har fremsat sammen med FDM og Bilbranchen/DI, er velkendt - bilafgifterne bør baseres på tekniske kriterier alene: CO2-udledning, energieffektivitet samt vægt. Og afgiften bør opkræves løbende i stedet for primært den dag, bilen anskaffes - så er vi også klar til roadpricing, hvis det en dag bliver operationelt og ønsket. 
 
 
 
I 2019 vil store emner som data i bilerne og selvkørende teknologi, blive interessante at følge, mens et af de mere jordnære temaer i 2018 var WLTP - og ikke mindst konsekvenserne for de bilafgifter, forbrugerne betaler. Helt overordnet har vi med WLTP fået mere retvisende brændstofforbrugstal, så km/l tallet stemmer bedre overens med dét, man som bilist oplever ude i virkeligheden. Det hilser vi mere end velkommen. Vi har arbejdet intenst med at sikre forbrugerne mod stigninger i afgifterne og har kunnet glæde os over, at regeringen, med Socialdemokratiet og DF, vedtog at holde forbrugerne skadesløse. 
 
 
 
Når vi ser frem mod 2019, er det er sikkert og vist, at det grønne fokus fortsætter. Men samtidig er det vigtigt at understrege, at tilgangen til en grønnere bilpark må være teknologineutral - og at forskellige drivmidler har deres berettigelse hver især, afhængig af kørselsmønstre og den teknologiske udvikling. Politikerne bør sætte målene, ej beslutte vejen dertil. 
 
Vi glæder os i hvert fald til at sælge en masse af fremtidens biler til danskerne og arbejde videre for at få bedre biler på de danske veje. Godt nytår! 
 
Gunni Mikkelsen, 
 
Direktør hos De Danske Bilimportører
2018 - et år i klimaets tegn
De Danske Bilimportører ser frem til at kunne give danskerne mere grønne biler til teknisk funderede afgifter i årene fremover.