MOTORHISTORISK SAMRÅD 2018 har i enhver henseende været et meget travlt år. Ikke blot for bestyrelsen og vores ansatte, men lige så meget for alle dem vi samarbejder med; andre foreninger, som kæmper for at de gamle bevaringsværdige kulturgenstande eller hobbykøretøjer, som vi også kunne kalde dem, fortsat kan få lov til at køre på vejene i fremtiden.
Manglen på beslutsomhed, der kendetegnede slutningen af 2017 i forbindelse med aftalen om leasingbiler, blev heldigvis fulgt op af skatteministeren, som stod ved sit løfte om ikke at forhøje brændstoftillægget for originale veteranbiler ved import. Desværre rakte løftet kun til de helt originale, hvorimod de lidt - eller meget - uoriginale biler bliver belagt med en mangedobling, skønt de er 35 år. Svært at forstå, da ingen jo i realiteten har lyst til at benytte en gammel bil som hverdagsbil med medfølgende reparationer, som det sikkert alligevel er svært at finde reservedele til, og, som vi har forstået ministeriets udmelding, er bekymringen.
Motorhistorisk Samråd tog i 2018 initiativ til at samle de væsentligste interessenter indenfor vores interesseområde. Det var Danish Street Rod Association, Forenede Danske Amerikanerbilklubber, Dansk Automobil Sports Union, Autoskade- og Køretøjsbyggerbranchen i Danmark, Forenede Danske Motorejere og os selv. Vi holder møder hvert halve år eller når der opstår behov derfor for at afstemme vores holdninger og forventninger til de udspil, der måtte komme fra såvel ministre som Folketinget. Det væsentligste er udadtil at vise sammenhold, og indadtil ikke at modarbejde hinanden. Alle er enige om, at vi står stærkere samlet, og vi forventer os alle meget af dette samarbejde i det nye år.
MhS har i år fået lavet tekniske tegninger af alle historiske nummerplader, inklusive de kommende nye typer: gule plader, papegøjeplader, plader til campingvogne og anhængere - også de gamle runde, samt ikke mindst traktornummerplader. Alt dette bliver overgivet til Motorstyrelsen og vil indgå i det udbudsmateriale, der slutteligt gør det muligt at erhverve alle disse nummerpladetyper fra 1. april 2020 i den historisk helt korrekte udførelse.
2019 bliver selvfølgelig rent politisk mere turbulent grundet folketingsvalget til sommer. Derfor har vi allerede spredt os ud i det politiske spektrum og holder alle døre åbne. Så i tiden op til valget - og bag efter - vil vi forklare politikerne, hvor vigtig en kulturhistorisk arv de er ansvarlige for, at vi kan videreføre.
Steen Rode-Møller,
Formand for Motorhistorisk Samråd
Kultur og hobby på fire hjul
Veteranbilelskerne i Motorhistorisk Samråd ser frem til at kunne generhverve historiske nummerplader og glæder sig over sammenhold med også autobranchen i forhold til lovgivning op til et valgår.