SLUTSEDLER Endnu en gang er inspirationen til denne uges juridiske indsprøjtning hentet i en afgørelse fra Ankenævn for biler, som forhåbentlig kan forhindre andre i at havne i samme situation.
En kunde henvendte sig i vinteren 2018 hos en autoriseret forhandler for at købe en ny bil.
Forhandleren (A) oplyste kunden om, at der kun stod ét eksemplar i landet af den model, kunden ønskede at købe, hvorfor kunden måtte træffe en hurtig beslutning.
Hos det pågældende bilmærke var det, som hos mange andre bilmærker, helt normal kutyme, at man ikke bare kan reservere biler ved en anden mærkekollega uden dokumentation for, at bilen er solgt.
Forhandler (A) sendte derfor en slutseddel til kunden pr. e-mail med en bemærkning om, at kunden skulle bekræfte handlen så hurtig som muligt.
Bilen var solgt
Den forsigtige kunde valgte imidlertid at lade sin bankrådgiver se slutsedlen igennem og bankrådgiveren efterlyste dagen efter yderligere oplysning om udspecificering af prisen på den nye bil, byttebilen og et stelnummer.
Forhandler (A) påførte slutsedlen de efterspurgte oplysninger og fremsendte en ny slutseddel til underskrift 45 minutter senere. Ved samme lejlighed bad forhandler (A) igen kunden om at returnere slutsedlen med sin underskrift. Da forhandler (A) senere samme dag modtager den underskrevne slutseddel retur og forsøger at hente bilen fra den forhandler, hvor bilen fysisk står, er bilen desværre solgt til anden side.
Forhandler (A) havde ingen mulighed for at bestille en tilsvarende bil hjem til kunden, fordi fabrikken havde nedlagt produktionen af den pågældende model, med henblik på at introducere en ny faceliftet model.
Forhandler (A) tilbød kunden en anden model og tilbød ved samme lejlighed at udføre første års service og en undervognsbehandling uden beregning. Dette var kunden ikke interesseret i og fremsatte i stedet et erstatningskrav mod forhandler (A) på 78.000 kr., subsidiært 68.000 kr. som følge af, at bilen i den slutseddel, han havde underskrevet, ikke kunne leveres og kunden ved køb af en anden bil ikke kunne opnå samme pris for sin byttebil.
Kundens erstatningskrav var opgjort på baggrund af et tilbud på en anden model af samme mærke hos en anden forhandler (B). Kunden var budt 78.000 kr. mindre for sin byttebil end hos forhandler (A). På baggrund af det for lave bud på byttebilen udtalte kunden til sagen, at han havde mistet tilliden til dette mærke og derfor havde valgt at handle bil af et andet mærke.
Kundens subsidiære erstatningskrav var derfor opgjort på baggrund af aftale om levering af en brugt bil af et helt andet mærke hos en autoriseret forhandler (C) af dette andet mærke.
Prisen på kundens byttebil hos forhandler (C) var 68.000 kr. mindre end hos forhandler (A).
Kunden argumenterede for sit krav med, at forhandler (A) havde sendt ham en underskrevet slutseddel med et konkret stelnummer og uden forbehold i øvrigt, hvorfor der var indgået en bindende aftale.
Forbehold eller ej
Forhandler (A) afviste kundens krav med argumenter om, at selv om der ikke i selve slutsedlen var taget forbehold for, at bilen kunne blive solgt til anden side, så var kunden mundtligt informeret om, at der kun var ét eksemplar tilbage i DK af den pågældende bil og at den ikke var kundens, før der forelå en underskrevet slutseddel.
Kunden var også ved fremsendelse af slutsedlen i to omgange pr. e-mail blevet bedt om hurtigt at returnere denne i underskrevet stand.
I forhold til de af kunden rejste erstatningskrav var det forhandlerens opfattelse, at disse ikke kunne tjene som grundlag for et erstatningskrav, fordi bilen tilbudt hos forhandler (B) ikke var en sammenlignelig model og fordi bilen købt hos forhandler (C) var brugt og af et helt andet mærke.
Utilstrækkelig dokumentation
Ankenævnet lægger i sin afgørelse til grund, at der foreligger en endelig aftale om forhandler (A)s levering af den omhandlede nye bil. Nævnet lagde vægt på, at forhandler (A) havde underskrevet slutsedlen, ligesom forhandler (A) i den efterfølgende e-mailkorrespondance med kunden skrev følgende: "... må vi med stor beklagelse meddele, at det ikke er muligt at levere den aftalte bil." Det er nævnets opfattelse, at forhandleren, ved at skrive "den aftalte" bil, derved anerkender, at der var indgået en bindende aftale.
Der forelå derfor forsinkelse på grund af indklagedes manglende levering. Da klager imidlertid ikke havde ført bevis for at have lidt et tab, kunne der ikke gives medhold i klagen.
Forhandler (A) kunne ikke bevise, at kunden var grundigt informeret og ordvalget i den efterfølgende korrespondance gjorde ikke bevisbyrden lettere at løfte - tværtimod. Dermed havde forhandleren pådraget sig et ansvar for den manglende opfyldelse af aftalen om salget af den nye bil. Til alt held for forhandleren var de af kunden fremlagte slutsedler fra andre forhandlere ikke tilstrækkelige som dokumentation for et lidt tab.
Der er med afgørelsen in mente god grund til at sørge for at tage et konkret forbehold i slutsedlen, når der er risiko for, at bilen bliver solgt til anden side.
Sådan et forbehold sikrer også forhandleren mod svigtende hukommelse hos kunden. Man skal også undlade at referere til "den aftalte" bil, hvis man ikke mener, der er indgået en aftale eller at aftalen er bortfaldet.
Solgt til anden side
Købt eller solgt? en sag fra Ankenævn for Biler viser vigtigheden af at få eventuelle forbehold med i slutsedlen.