BILIMPORTØRER To markante og mangeårige informationschefer hos henholdsvis Opel og Fiat er stoppet med udgangen af november måned.
Det drejer sig for det første om 59-årige Erik Morsing, som efter 12 år hos Opel Danmark er stoppet per 30. november.
- Som man altid siger ved den slags lejligheder, så har det været enormt spændende, men det kan jeg sige uden påtaget mine. Jeg kunne ikke have ønsket mig noget bedre sted at være, og det kommer nok til at tage noget tid, før Opel blitzen er ude af mit system. Kontakten til motorjournalisterne har været en drivende kraft i fornøjelsen ved at arbejde for Opel, skriver Erik Morsing i en farvel-mail.
Hans stop hænger sammen med, at Opel Automobile i Tyskland besluttet at sælge Opel Danmark til Interdan.
- Planen er at fortsætte i bilbranchen, som jeg har stor passion for. Man bliver virkelig grebet af produkterne. Men nu må vi se, hvad der sker, efter at jeg er landet, siger Erik Morsing til Motor-magasinet.
Erik Morsing kom til Opel Danmark i 2007, før da var han partner i kommunikationsfirmaet Communiqué i årene 1995 til 2007.
Han sad også med i Opel Danmarks bestyrelse.
Kun få tilbage
Opel Danmark har nu per 30. november forladt domicilet på Bredevej i Virum.
- Overtagelses processen har stået på gennem de sidste seks måneder, og juridisk falder aftalen på plads med virkning fra den 1. december 2018. Fra den dato overtager Interdan Bil importen af Opel biler i Danmark. Det har været en lang proces, som har været hård for den gamle Opel organisation, som de sidste måneder er blevet drænet for medarbejdere, siger Erik Morsing, som oplyser, at kun 14-15 af de 40 gamle Opel-folk rykker til Interdan.
Hanne klarer Opel
Hos Interdan oplyser Peugeots informationschef Hanne Langsig Sørensen, at Interdan A/S pr. 1. december officielt har overtaget Opel Danmark.
- Erik Morsing er desværre ikke en del af det nye set-up, og det betyder, at pressehenvendelser vedrørende Opel for fremtiden skal rettes til mig. Erik Morsing har været en utrolig kompetent pressechef og en god kollega - og det bliver en stor opgave at skulle udfylde hans sko, siger hun.
Skifter til Mercedes
Også en anden mangeårig informationschef havde sidste arbejdsdag fredag den 30. november - nemlig Steffen Holm hos FCA Denmark.
- Efter mere end 20 år hos Fiat, Alfa Romeo og Jeep er det blevet tid for mig at prøve nye udfordringer, så jeg starter i nyt job mandag den 3. december. Her starter jeg som produkt specialist hos en anden importør, så jeg bliver i branchen, skriver han i en farvel-mail.
Ifølge Motor-magasinets oplysninger begynder han som produktchef hos Mercedes-Benz Danmark AS.
- Hvad FCA angår, arbejdes der på en presse-løsning. Indtil at denne er kommet på plads, kan man rette henvendelse til marketingchef Jonas Lichtenberg og direktionssekretær Trine Byrsting, oplyser Steffen Holm.
Pressechefer hos Opel og Fiat stopper
Erik Morsing; Opel og Steffen Holm, Fiat, Alfa og Jeep er stoppet hos de to importører.