23948sdkhjf

Kæmpe bilterminal udvides for 20 mio. kr. i Esbjerg

Industrihavnen vil importere endnu flere biler end de nuværende 75.000.

BILIMPORT Der bliver skruet op for bilimporten i det vestjyske, nærmere bestemt på Esbjerg Havn, der udvider sin bilterminal for 20 mio. kr. Det skal sikre, at man har mulighed for at vækste fra de nuværende 75.000 biler, som hvert rulle ruller igennem havnen.

Det er virksomheden Scandinavian Auto Logistics A/S (SAL), der konkret håndtere modtagelsen og klargøringen af de nye biler, og her mener man, at virksomheden med udvidelsen vil træde ind i en ny æra med betydelige vækstmuligheder.

- Vi har i årevis været presset på de fysiske rammer på havnen. Med Terminal 2 er vi på plads og kan begynde at kigge på mere vækst. Vi konkurrerer hovedsageligt med Malmø Havn, hvorfra hovedparten af bilerne til det danske marked leveres, og jo flere fødekanaler ud i verden, vi kan få, jo stærkere vil vi stå i markedet. Det hele er naturligvis afhængig af, at Esbjerg Havn formår at udvikle sig konkurrencedygtigt, siger administrerende direktør Henrik Otto Jensen, Scandinavian Auto Logistics A/S.

De ca. 75.000 biler, som SAL årligt sender videre til distribution til forhandlere over hele Danmark svarer ca. 30 procent af det danske nybilmarked.

Esbjerg har nøgleposition
Terminal 2 på det nye havneareal i Østhavnen er på 60.000 kvm og har plads til 3.000 nye biler, og SAL råder dermed over et samlet areal på 110.000 kvm. Den nye terminal er dedikeret anløb af en af verdens største shortsea-transportører af nye biler, Europe Marine Line (EML), hvis bilskibe har plads til 700-3.000 biler og har sejlet på Esbjerg siden 2013. EML anløber havnen omkring 100 gange om året.

Michael Lodberg, der er kommerciel direktør i Scandinavian Auto Logistics A/S, uddyber:

- Esbjerg Havn ligger gunstigt i forhold til bilfabrikker i hele middelhavsområdet, Tyrkiet, Nordafrika og de sydeuropæiske lande, samt England. Fabrikkerne ligger ofte i periferizoner, hvor de understøtter den lokale udvikling, og Grimaldi Lines’ rutenet ligger ideelt i forhold til dem. I Esbjerg får vi med den nye terminal bedre adgangsforhold for både losning af skibe og afhentning af biler til videre distribution, siger Michael Lodberg.

Ni bilmærker hives i land
Terminal 2 er dedikeret bilmærkerne Renault, Nissan, Volvo og Mercedes-Benz og ventes at stå for en import af ca. 35.000 nye biler om året. På Terminal 1, hvor Grimaldi Lines anløber med biler, containergods og ro/ro-enheder, modtages ca. 40.000 nye biler årligt af mærkerne Fiat, Opel, Ford, Citroën og Mitsubishi.

- Med den nye terminal manifesterer vi Esbjerg Havn som bilimporthavn. Vi driver den eneste dedikerede bilterminal på en havn i Danmark, og vi opfylder de internationale kvalitetskrav til opbevaring af nye biler i henseende til parkering, belægning, overvågning og sikkerhed, siger Michael Lodberg.

Hovedparten af de importerede biler med Grimaldi Lines og EML distribueres direkte til forhandlere i hele landet. Et pænt antal biler gennemgår en ombygning til håndværksfirmaer, offentlige virksomheder og leasing/udleje, inden de distribueres. Det foregår på SAL’s eget værksted. I alt beskæftiger autologistikvirksomheden ca. 50 medarbejdere i Esbjerg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172