23948sdkhjf

Magnussen ender på 18.-plads trods banerekord

Den danske racerkører sluttede som nummer 18, da der søndag blev kørt Formel 1-grandprix i Singapore.Lewis Hamilton (Mercedes) vandt løbet og udbyggede sin føring i den samlede stilling.

FORMEL 1 Det blev ikke til oprejsning for den danske racerkører Kevin Magnussen i søndagens Formel 1-grandprix i Singapore.

Den danske Haas-kører endte som nummer 18 efter en weekend med sløve præstationer i træningerne og en tidlig exit i lørdagens kvalifikation.

Britiske Lewis Hamilton (Mercedes) vandt løbet med Red Bulls Max Verstappen på andenpladsen og Ferrari-køreren Sebastian Vettel på tredjepladsen.

Sebastian Vettel åbnede pitstop-runden på løbets 15. omgang, og kort efter kom også Hamilton ind til dækskift. Briten valgte dog en lidt hårdere type dæk med længere holdbarhed, og det fik en væsentlig rolle at spille i det næsten to timer lange løb.

En anden afgørende faktor var det, at Max Verstappen efter sit pitstop på 18. omgang lige netop klemte sig ind foran Vettel og holdt ham bag sig til mål.

Kevin Magnussens holdkammerat på Haas-holdet, Romain Grosjean, kørte over stregen som nummer 13, men endte som nummer 15 efter en tidsstraf på fem sekunder.

I den tunge ende

Danskeren startede løbet i den tunge ende af feltet som nummer 16. På trods af hurtigt avancement til 15.-pladsen lykkedes det ikke danskeren at køre sig længere frem i løbets indledning.

Efter 26 af løbets 61 omgange fik danskeren skiftet dæk. Pitstoppet gav Magnussen det fornødne boost, og danskeren satte kort tid efter hurtigste omgangstid blandt kørerne uden for top-6.

Den nyfundne fart ændrede derimod ikke på, at danskeren stadig befandt sig i den bageste del af feltet.

Efter 43 omgange kom der lidt opmuntring for Magnussen, da han efter endnu et pitstop og en flot overhaling kørte forbi Toro Rossos Brendon Hartley på 17.-pladsen.

Kort efter måtte danskeren dog i pit for tredje gang i løbet, og han gled igen tilbage.

Trods den dårlige slutplacering endte danskeren med at gøre sig bemærket, da han med otte omgange tilbage satte ny banerekord med tiden 1 minut og 41,9 sekunder.

Kevin Magnussen ligger efter søndagens løb nummer ni i VM-stillingen med 49 point, mens Romain Grosjean har 27 point på 14.-pladsen.

Grosjean er dog i de seneste tre grandprixer kørt over målstregen foran danskeren.

I toppen har Lewis Hamilton 281 point efterfulgt af Sebastian Vettel med 241 point og Kimi Räikkönen med 174 point.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235