BILIMPORTØR Rekordmange danskere køber biler i disse år, men kun et fåtal lægger bilen "i indkøbskurven" på nettet. Men nu vil Danmarks største bilimportør, Semler Gruppen, der står bag mærker som Volkswagen, Audi, Skoda, Seat og Porsche, gøre de digitale muligheder for bilejerne endnu større.
Derfor har de oprustet med en ny direktør for digital vækst og e-business. Kristoffer de Hemmer Hamborg har selv været med til at sætte standarden for det digitale bilkøb i Danmark, da han var med til at sælge den første Volkswagen up på nettet i 2017 og netop i disse dage står i spidsen for online privatleasing af flere af Semler Gruppens mærker.
- Og der ligger mange fordele og venter, både på bilbranchen og bilejerne, forklarer han.
- Vi er i fuld gang med at øve os på fremtiden, og der er masser af spændende digitale muligheder i bilbranchen. Man kunne tro, at alle stadig vil ned i butikken, når det handler om et af livets største køb, men der er flere digitale forbrugere, der efterspørger muligheder online. Derfor kommer vi inden for meget kort tid til at lancere nye muligheder for at researche og købe biler og nye services online. Vi skal understøtte den ændrede kunderejse og de nye behov, der opstå i disse år, siger Kristoffer de Hemmer Hamborg, direktør for e-business og digital vækst hos Semler Gruppen.
Indsats forbinder forhandlerne
Han har tidligere drevet eget digitalt bureau, og dermed har han indsigt på tværs af brancher, der kan bidrage til digitaliseringen af Semler. Han ser tre faser for sig i den digitale vækst, hvor den første skydes i gang meget snart. Det betyder dog ikke, at Semler snart står uden fysiske forhandlere.
- Kunderne i dag kan for langt størstedelen stadig lide at besøge forhandleren fysisk og få en snak om bilen. Forbrugerne researcher ofte på tværs af online-informationer og fysiske besøg hos forhandlerne. Det skal vi understøtte. Men vi skal hjælpe forhandlerne med at have løsninger, der også giver dem en ekstra dimension, så kunderne efter snakken eksempelvis får muligheden for at foretage de sidste ændringer og færdiggøre købet hjemme i sofaen. Kundernes behov ændrer sig, og derfor kommer bilbranchen også til at gennemgå en markant udvikling de næste 5-7 år, fortæller Kristoffer de Hemmer Hamborg og fortsætter:
- Vi skal være på forkant med det og bruge vores styrke med fysiske forhandlere til at blive bedre digital. Hos Semler er digital udvikling højt prioriteret, og vi vil henover de kommende år kunne tilbyde en hidtil uset mængde af muligheder for at håndtere sit bilejerskab, lige meget hvor man er henne i verden gennem en øget grad af selvbetjening, nye services og produkter. Det skaber øget kundetilfredshed og loyalitet.
Første dryp hos Audi
Allerede senere på året lancerer Audi den første bil med såkaldte Functions on Demand, hvor forbrugeren digitalt selv kan aktivere fabriksmonteret udstyr som assistentsystemer og navigation efter behov.
- Det er kun det første dryp af den digitale udvikling, der vil forvandle bilbranchen, forklarer Kristoffer de Hemmer Hamborg.
Han uddyber, at allerede i år vil forbrugere, der kører rundt i en bil fra et Volkswagen gruppens bilmærker, blive mødt af de nye digitale muligheder. I løbet af 2018 får de mulighed for en øget grad af digital selvbetjening, der gør hverdagen lettere for dem og vil sætte barren for, hvad man kan forvente i bilbranchen.
Semler sætter fart på det digitale bilsalg
Danskerne vil inden længe kunne foretage bilkøbet langt mere digitalt. Semler Gruppen sætter nu for alvor turbo på den digitale udvikling med ansættelsen af Kristoffer de Hemmer Hamborg som ny direktør for digital vækst og e-business og vil allerede i 2018 lancere nye muligheder for bilkøberne.