VALG For godt fire år siden var Jonas Hjortborg Kristiansen i tvivl: Skulle han vælge almindeligt gymnasium eller teknisk gymnasium - STX eller HTX. Men det blev i stedet den helt nye kombinerede mekaniker-studenter uddannelse, EUX. Og han har ikke fortrudt et øjeblik og vil klart anbefale studieretningen til unge, der ikke har svært ved skolen.
- Min far er mekaniker, og jeg har selv skruet en del i knallerter. Så da mine forældre hørte om den nye EUX-uddannelse og præsenterede mig for den, var jeg slet ikke i tvivl. For jeg var ikke skoletræt efter folkeskolen, men blev tiltrukket af EUX-vekselvirkningen mellem gymnasium og lærested. Og både skole og mit praktiksted har helt klart levet op til mine forventninger, siger Jonas Hjortborg Kristiansen.
Han har gået i en speciel EUX-klasse sammen med EUX-kleinsmede på Ringkøbing-Skjern tekniske skole - og var lidt udfordret med matematik på A-niveau. Men det er gået fint. Og hvordan så med fremtiden?
- Jeg har overvejet at læse videre til maskinmester, men bliver gerne i autobranchen, hvis de rigtige muligheder viser sig. Men helst ikke "på gulvet" - det skal gerne være med en mere overordnet eller allround stilling, hvor jeg kan kombinere det boglige med mine mekaniker-færdigheder, siger Jonas Hjortborg Kristiansen.
Potentiale i en brydningstid
Fra lærestedet A.V. Vejgaard A/S - en af landets ældste VW-forhandlere - er man ovenud tilfreds med Jonas som husets første EUX-elev. Så glad, at man lige nu søger efter en eller måske to nye, idet Jonas er færdig til december. Virksomheden beskæftiger 20 personer, heraf 11 på værkstedsdelen med hele tre lærlinge.
Fra den familieejede og -drevne virksomhed siger service- og administrationschef Anne Mette Vejgaard, at der kan være fordele i at lade to EUX-elever lappe over hinanden i de halvårlige forløb.
- Vi har altid haft lærlinge og kan nu se, at EUX-elever er i en alsidig uddannelse med et kæmpe potentiale for os som virksomhed. Især i denne brydningstid, hvor der er stor teknologisk udvikling, og hvor mekanikere har mere kundekontakt og gerne skal være mindre "mono-faglige" men i stedet fleksible og alsidige, matcher EUX helt vildt godt vores behov. Men også vores ordinære EUD-lærlinge er af lige så stor betydning for os - det er kombinationen af at få uddannet mekanikere med forskellige profiler, som udgør styrken.
- Jonas er virkelig dygtig, og han forstår i meget høj grad at formidle teknisk viden overfor kunderne i vores dialogmodtagelse og sætte tingene i perspektiv, siger Anne Mette Vejgaard.
Vil selvfølgelig videre
Hun kan sagtens forestille sig at afdække mulighederne for at fastholde Jonas efter endt uddannelse - måske i en form for tværgående funktion, da der er brug for mere sammensmeltning af lager- og værkstedsdelen.
- Vi har altid set en dyd i at beholde vores gode medarbejdere. Men vi ved også godt, at EUX-elever vil videre. Vi har lige fejret 50 års jubilæum for en mekaniker, det sker næppe mange gange fremover. Men vi skal helt sikkert have en snarlig snak med Jonas om fremtiden, siger Anne Mette Vejgaard.
Og så skal vi da lige nævne, at den unge studenter-mekaniker lige har fået karakteren 12 i sin samfundskritiske skoleopgave om "Dieselgate" - man er vel EUX-lærling i et VW hus...
EUX kan klart anbefales - prøv det
Både EUX-lærlingen Jonas og hans lærested VW i Ringkøbing har haft stor glæde af den nye kombinerede studenter-mekaniker uddannelse.