BEREGNING Det kan koste mange penge for en autolakerer, hvis han eller hun ikke er opmærksom på at få det hele med i AT-lak/Euro-LAK-systemet. Teknisk konsulent i AutoBranchens VidenCenter Rico Laurits Madsen gør opmærksom på, at AT-lak/Euro-LAK-systemet beregner arbejdstid og materialeforbrug på grundlag af areal og reparationsart for den enkelte del. Delene er opmålt med den udefra synlige flade, med døre og klapper lukket. Arealerne er friholdt for glas og udskæringer. Det indvendige areal er derfor ikke med og skal laves som et 1000- nummer.
- Problemet opstår oftest ved lakering af varebil/kassebil, hvor karrosseriside, tag eller anden pladedel i varerummet er udskiftet med stort indvendigt areal. Delen skal derfor også males indvendig og det er ikke med i beregningen, siger han.
Rico Laurits Madsen slår fast, at autolakereren må huske at lave en prisaftale med taksatoren på den indvendige del, og derefter indføre den som et 1000-nummer.
- Husk at beregne den tid du skal bruge til at afdække bilens kabine/ varerum samt afvask, slib, lakering og tage afdækningen af igen, siger Rico Laurits Madsen.
Autobranchens VidenCenter står i øvrigt altid klar til at hjælpe med en konkret vurdering, om hvorvidt der er basis for et tillæg for det arbejde, der bliver udført.
Indvendig lakering kan være smuthul
Det er med at se sig for, når der er både indvendige og udvendige arbejdsopgaver på lakværkstedet.