JURA: Pas på uklare serviceaftaler

JURA Det er meget populært at indgå serviceaftaler både i forbindelse med køb af bil og som et standardvilkår i forbindelse med leasingaftaler - i særdeleshed privatleasingaftaler.

Serviceaftaler kan jo have mange forskellige former lige fra en aftale om betaling alene for serviceeftersynene til aftaler, som reelt set indeholder en forlængelse af garantien i hele aftaleperioden, idet al service, reparation og vedligeholdelse af bilen er omfattet.

Specielt de garantilignende aftaler kan for mange være interessante, både for forhandleren som typisk knytter kunden til værkstedet og for køberen som kender omkostningerne ved at vedligeholde bilen i aftaleperioden. Alt det er jo meget godt - og det det er det jo for begge parter.

Når jeg vælger at tage dette emne op her, er det selvfølgelig fordi serviceaftaler også giver anledning til en række problemer.

Ofte er aftalegrundlaget ikke godt nok, idet beskrivelserne i aftalerne ikke er klare og entydige, og i særdeleshed er det bestemmelserne om ophør i "utide", der giver problemer.

Men også relationen mellem tid og kilometer er ofte svære at beskrive i aftalen og at forstå for kunderne.

Mange kunder forstår ikke, at de skal betale for en længere periode i form af det aftalte antal måneder, hvis de har nået at køre det aftalte antal kilometer indenfor en kortere periode end aftalt.

Der er af og til sager om problemet i ankenævnet og det er ligeledes hyppigt at henvendelser om serviceaftaler passerer mit skrivebord.

Kunde forlangte aftale opsagt før tid
Ankenævnet har for nylig behandlet en sag om forståelse af en serviceaftale, herunder i særdeleshed om udløbsbestemmelserne.

Klager købte i 2014 en ny bil og samtidig købte kunden en serviceaftale hvor der er fastsat en startdato 26. maj 2014 og en slutdato 25. maj 2019 samt km. ved udløb 100.000.

Allerede i september 2017 havde klager kørt knapt 100.000 km, og ønskede 100.000 km service udført, hvilket indklagede nægtede, ligesom indklagede fastholdt, at klager fortsat skulle betale de månedlige ydelser. Det var de to punkter som sagen omhandlede.

Det er i aftalen om "varighed" anført, at "aftalen er gældende fra den første reg.dato og til anførte slutdato. Der foretages opgørelse på basis af faktisk kørte km. ved udløbstidspunktet". Om "overkørte km." er anført: "aftalen ophører enten ved opnåelse af aftalt køredistance eller ved udløb af aftalt periode, hvad der kommer først".

Endvidere er der under de "generelle betingelser" anført om ophør at "overstiger produktet af bilens km-stand og den aftalte km-afgift summen af de allerede indbetalte ydelser, indbetaler kunden forskellen".

Modstridende aftalevilkår
Det er efter både ankenævnets og min opfattelse nogle temmelig modstridende og misvisende aftalevilkår. For de, der arbejder inden for branchen, er der sikkert ikke tvivl om, at kunden skal betale for overkørte kilometer, hvis der er kørt flere kilometer end aftalt, ligesom der nok heller ikke er tvivl om, at en serviceaftale skal betales for hele den aftalte tidsperiode, idet beregningen jo er foretaget på baggrund af en fordeling af ydelserne på de aftalte antal måneder.

Men det, der står i den omhandlede aftale, er jo temmelig uklart og kan i hvert fald forstås på to måder:

På den ene side kan den forstås således, at den har en løbetid på 5 år.

I den 5 års periode skal klageren betale det aftalte honorar, og indklagede skal servicere bilen indtil den har kørt 100.000 km.

Hvis de 100.000 km nås, før 5 års periodens udløb, skal klageren betale for den resterende del af aftaleperioden. Aftalen kan imidlertid også forstås således, at den udløber, enten når den har varet i 5 år, eller når bilen har kørt 100.000 km. uden yderligere betaling.

Ud fra den almindeligt gældende koncipistregel er det den part, der har udfærdiget en aftale, som skal bære risikoen for en eventuel fortolkningstvivl.

Da indklagede - eller måske indklagedes importør - har konciperet aftalen, altså udformet den, skal enhver tvivl om aftalens fortolkning komme klageren til gode.

Forbruger som aftalepart
På den baggrund var der i Ankenævnet ikke tvivl om at klageren skulle have medhold i at aftalen udløb, da bilen havde kørt 100.000 km., og at klageren herefter ikke havde pligt til at betale yderligere til indklagede.

Ved en sådan afgørelse skal man bemærke, at det jo er en forbruger, der er aftalepart. En forbruger har ikke nødvendigvis den samme forståelse af eller kendskab til "sædvanlige brancheaftaler", som man har inden for branchen.

Derfor er det i dette tilfælde også den professionelle part, og koncipisten af aftalen, som må bære risikoen.

Læren af denne sag er at man skal være yderst omhyggelig med at udforme aftalevilkår. Vilkårene her er måske nok særlig uigennemskuelige, med det selvmodsigende indhold, men på den anden side ikke usædvanlige.