23948sdkhjf

Borgmester: Umuligt at nå Formel 1 i København i 2020

Københavns teknik- og miljøborgmester mener, at det er urealistisk at få godkendt et Formel 1-løb inden 2020.

F1 Det er en politisk og administrativ umulighed, at Københavns Kommune kan nå i mål med at sige ja til et Formel 1-grandprix i København allerede i 2020.

Det fastslår Københavns teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL), i Politiken lørdag - med baggrund i et notat fra borgmesterens egen forvaltning.

Her skitseres et forløb, der vil kræve flere år, før der kan komme en endelig godkendelse.

- Myndighedsbehandlingen af et motorløb som Formel 1 er så omfattende og kræver så mange ressourcer, at det er helt urealistisk med et løb i København allerede i 2020, siger borgmesteren til Politiken.

Notatet fra Teknik- og Miljøforvaltningen slår fast, at en såkaldt rammesætning skal gå forud for en egentlig politisk behandling i udvalget.

Rammesætningen, der skal vurdere de økonomiske, infrastrukturelle og lovgivningsmæssige konsekvenser af et Formel 1-løb, vil vare i 6 til 12 måneder.

Hvis arrangementet efterfølgende godkendes, vil en indstilling skulle sendes tre måneder i høring.

Derefter anslår forvaltningen, at forhandlingerne mellem kommunen og Formel 1 om de retlige rammer "vil kunne vare op til 12 måneder".

Hvis Borgerrepræsentationen først godkender Formel 1, vurderes arrangementet at trække så "væsentlige ressourcer fra det normale myndighedsarbejde" i forvaltningen, at der vil skulle afsættes særlige midler i forbindelse med et budgetforlig. Det kan tage 12 måneder.

I et andet notat opregner Teknik- og Miljøforvaltningen en stribe praktiske problemer med lyssignaler, midterheller, brønddæksler, cykelstier og miljøbelastning.

Notatet nævner, at VM i cykling i 2011 påvirkede den københavnske trafik i to uger.

Et Formel 1-grandprix vil med afspærringer, opstilling af tribuner, fysiske ændringer af kørebaner, løbsafvikling og tilbageføring komme til at stå på i mere end to måneder.

- Vi har endnu ikke set skyggen af et ansøgningsmateriale, og derfor kender vi ikke de detaljerede krav til ruten. Men min forvaltning vurderer, at afholdelsen af Formel 1 kan påvirke centrale dele af byen i op til ni uger. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, siger Ninna Hedeager Olsen til Politiken.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157