23948sdkhjf

Bilmesse med nostalgi i Fredericia

Kom til BilMesse & Brugtmarked i det jyske 24.-25. marts.

UDSTILLING BilMesse & Brugtmarked i Messe C, Vestre Ringvej 101 i Fredericia afholdes igen i weekenden den 24. og 25. marts, hvor det danske forår atter ventes at banke på, og vi kan komme ud og lufte vore køretøjer efter en lang vinter.

Messecentrets 28.000 kvadratmeter fyldes op med salgsbiler, motorcykler, knallerter, stumper, modelbiler og retro-ting af enhver art. Hertil også et omfattende kræmmermarked med mange gode tilbud.

Det er ikke kun en salgsmesse, det er i høj grad også en oplevelsesmesse, hvor mange dejlige minder dukker op fra en fjern fortid, der aldrig mere vender tilbage, oplyser Hans Pedersen, der er arrangør af messen.

Tre unikke biler

Også denne gang præsenteres mange spændende køretøjer - her fremhæves blot tre af dem:

Verdens ældste Triumph TR 2 fra samlebåndet i Coventry i England. Bilen har stelnummer 5. Nr. 1 og 2 var håndbyggede prototyper, nr. 3 og 4 eksisterer ikke mere, derfor er nr. 5 den ældste. Bygget den 14. august 1953.

Verdens eneste Sekura Mini årgang 1983, bygget af Sekura A/S i Randers der dengang fremstillede traktorkabiner. Alt det mekaniske er baseret på Austin Clubman GT 1275. Motor boret op til 1400 ccm, så det er en hidsig lille sag, der nu 35 år efter er renoveret og fuld køreklar. Udstilles på Veteran Postens stand. Bilens ejer er HP-bilnostalgi.dk. Hele historien om Sekura Mini kan læses i magasinet Veteran Postens marts udgave.

Verdens måske bedst restaurerede Chevrolet Bel Air Nomad stationcar årgang 1957. Meget sjælden, kun bygget i 6100 eksemplarer i 1957.

40 klubber

Som tidligere udstiller cirka 40 mærkeklubber med biler, motorcykler, knallerter og traktorer, og det er jo rigtige entusiaster, der værner om de fine gamle køretøjer, og gerne deler deres erfaring ud med andre.

Søndag den 25. marts kl. 10-14 vil der være forskellige aktiviteter på Køreteknisk Anlæg lige bag ved messecentret. Der vil blive lejlighed til at få en tur i et specielt køretøj for 100 kroner. Overskuddet går til velgørende formål.

Foran messecentret er der indrettet en parkeringsplads til specialkøretøjer på såvel 2, 3 og 4 hjul. Kom derfor i god tid og få en god plads.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126